Når Københavns Byret i dag lukker sagen om Roj TV bliver det uden at have hørt en række centrale vidner i sagen.
Roj TV eren saglig tv-station, der bidrager til at begge sider i den tyrkisk-kurdiske konflikt kommer til orde – ikke terror-propaganda, som tv-stationen er anklaget for.
Det er essensen af de vidneudsagn, som mangler, når Københavns Byret i dag åbner dørene til det sidste retsmøde i sagen mod den kurdiske tv-station.
Københavns Byret forbød på et af de første retsmøder næsten samtlige af forsvarer Bjørn Elmquists vidner.
I stedet har Arbejderen besluttet at lægge spalter til at vidnerne kunne komme til orde.
Det lykkedes at få tre af vidnerne til at stå frem. Og de tegner et noget andet billede af den kurdiske tv-station end anklageren, der har fået lov til at føre samtlige sine 17 vidner.
Christian Scherfig, formand for Radio- og tv-nævnet, der tre gange har afvist at fratage Roj TV sendetilladelsen efter klage fra den tyrkiske ambassade i Danmark.
– Når vi skal vurdere om en tv-station lever op til den danske Radio- og fjernsynslov, tager vi stilling til, om alle parter får lov at komme til orde. Og alle tre gange har vi vurderet, at Roj TV leverer objektiv nyhedsformidling i sin beskrivelse af konflikten, har understreget Christian Scherfig i Arbejderen.
Iaugust 2010 anklagede justitsministeren Roj TV – som det første medie nogensinde – efter terrorlovens paragraf 114e for at bringe interviews og indslag med sympatisører og ledere fra den marxistisk kurdiske oprørsbevægelse PKK og lave reportager fra kamphandlinger »til fremme af terrororganisationen PKK’s virksomhed«.
Men den anklage holder ikke, mener et andet af de afviste vidner, Oluf Jørgensen, mediejurist og afdelingsforstander på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
– At der i Roj TV’s nyhedsudsendelser optræder repræsentanter fra PKK, er ikke det samme som at Roj TV er terroristisk, siger han.
Hvis hun havde fået lov, kunne den kurdiske politiker Leyla Zana have fortalt retten at der er god grund til at Roj TV sender fra Danmark og ikke Tyrkiet. Hun blev i 1991 som den første kurdiske kvinde valgt til Tyrkiets parlament, men fik få år efter 15 års fængsel for at være medlem af PKK.
– Sagen mod Roj TV er desværre blot det seneste eksempel på, at den tyrkiske stat forsøger at forbyde alle de platforme, hvor kurderne forsøger at ytre sig eller organisere sig, forklarer hun til Arbejderen.
I alt fik Bjørn Elmquist kun lov til at føre to ud af sine 13 ønskede vidner. Når han i dag procederer bliver det altså uden at kunne referere til vidneudsagn fra Christian Scherfig, Leyla Zana og andre. Kendelsen i sagen bliver afsagt til februar.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
