»Undskyld jeg forstyrrer« er en smuk, underfundig og seværdig fortælling om en ung kvindes søgen efter sig selv, en far eller bare noget kærlighed.
Filmanmeldelse
af Luise Rütting Schweitz
Mine forventninger var ikke store, da jeg som led i forberedelsen til filmen så traileren. Men Undskyld jeg forstyrrer gjorde dem til skamme.
Det er ikke endnu en plat dansk komedie, hvor tæerne krummes på den dårlige måde. Instruktør Henrik Ruben Genz og forfatter Erling Jepsen, som både sammen og hver for sig står bag skæve historier som Kunsten at græde i kor og Frygtelig lykkelig, har begået en lille perle af en film.
Helene på 21 år er overbeskyttet, samtidig underkuet og domineret af sin mor, der har gjort sit for at tage enhver gran af selvtillid fra pigen.
Der er ikke holdt igen med at udpensle hvor stor en fejl Helene er – både verbalt, men også ved i den grad at favorisere hunden Lille Bjørn. Sandheden om hvem hendes far er, bliver holdt gemt i mørket og er i deres fællesliv et klart instrument til at illustrere, hvem magten tilhører.
På jagt efter far
Ja, Helene har det ikke nemt og enhver middelaldrene mand bliver da også adspurgt om, hvor han var for cirka 22 år siden, for hun søger efter en vej ud.
Hendes søgen leder hende til et skrantende teater, hvor Lille Bjørn ender i rampelyset. Her møder vi teaterdirektør Morten (den mulige far), manuskriptforfatter Allan, der lider af angst og skriveblokering, førsteelsker Store Steen og primadonna Beate, der har brug for et comeback.
Der er ingen store grin og latteranfald i filmen, hvor tårerne triller, men den efterlader et stille og underfundigt smil næsten hele vejen igennem. Der bliver også krummet tæer på den fede måde, når Helene (Sara Hjort) i sin totale mangel på social forståelse konstant træder alle omkring sig over tæerne. Hun har formået at bevare sit selvværd, på trods af sin opvækst og kan, når noget skal siges, slet ikke tie stille.
Det går ud over teaterdirektør og –instruktør (Søren Østergård), der som altid spiller let karikeret, fulgt trop af Peter Gantzler, der spiller en omvandrende pik uden anden historie at fortælle.
Underfundig og smuk
Eneste geniale hane i kurven er Nicolas Bro som Allan. Han kunne let blive endnu en plat komisk neurotiker, men han formår at give Allan menneskelighed. Det strejfer en karrikatur af ham selv, men den bryder alligevel igennem som stærk medspiller til de kvinder, som virkelig løfter denne film.
Den mørke, triste, smukke Beate (Stine Stengade), Helenes skøre mor (Lotte Andersen) og Sara Hjort bærer denne film på deres smukke, skæve, takkede vinger. Og de bærer den smukt, underfundigt og seværdigt.
Sidst men ikke mindst er musikken utrolig velvalgt og understøtter filmens stemning hele vejen. Her er et soundtrack, jeg gerne vil eje.
Undskyld jeg forstyrrer. Instruktion: Henrik Ruben Genz. Manus: Erling Jepsen. 90 minutter. Premiere i dag.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
