01 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Når hjernen står af

Når hjernen står af

Fredag, 06. januar, 2012, 11:28:47

Astrid Saalbach gør i sin nye bog op med erhvervs­livets præstationskrav og fortæller barskt om, hvad der kan ske når aktive mennesker rammes af en hjerneskade.

Astrid Saalbach: Fordrivelsen. 333 sider, 299 kroner. Gyldendal.

Boganmeldelse

af Bjarne Nielsen

Hvert år får mange erhvervsaktive danskere en eller anden form for skade på hjernen. Det har ofte store konsekvenser, og dem tager Astrid Saalbach fat på i sin seneste bog, Fordrivelsen.

Andreas Ruud Christensen er en succesfuld, humørsvingende mand et sted i fyrrene og ejer af en »gazellevirksomhed«. Med sin kone og sine to børn tager han på skiferie i Alperne, men er mere optaget af sin mobiltelefon end af familien.

En dag standser han mit på en af pisterne for at tjekke en sms og bliver torpederet af en ung hashrygende mand på snowboard. Da han efter nogle dage på hospitalet vågner op, er dele af hans hukommelse forsvundet og hans personlighed forandret, noget for altid.

Han er blevet personlighedsforstyrret. Alle ved tilsyneladende mere om ham, end han selv. Han kæmper for at få sit liv tilbage, men afstanden til omgivelserne bliver mere og mere tydelig. Også til familien.

Hvad Andreas ikke selv husker, har hans kone imidlertid fundet ud af. Blandt andet at mange af sms’erne var med hans mandekæreste, hvilket Andreas homofobisk benægter med ordene »Aldrig, det passer ikke! Skide bøsse, jeg tværer ham ud!«. Både hans hukommelse og dømmekraft er forsvundet.

Det får naturligvis svære konsekvenser, og efterhånden må han se sig fordrevet fra både familie, arbejde – og sig selv. Han taler underligt, opfører sig sært og laver skandale da han forsøger at vende tilbage til sit job.

Noget er forsvundet, blandt andet det psykologiske panser og andet dukket op. Andreas bliver clairvoyant og »fået adgang til en verden, der er lukket for de fleste«. Han er blevet vulgær, fået en voldsom seksuel energi og er blevet social analfabet. En paria i »normalitetens verden«.

Bogen er ikke noget almindeligt familiedrama, men en blanding af hård kritik mod erhvervsledere, mod selvskabt fremmedgørelse, og  om, hvad der sker med os som mennesker, når vi rammes af neurologiske skader.

En barsk men yderst spændende bog om et emne, der rammer flere tusinde danskere hvert år.

Astrid Saalbach: Fordrivelsen. 333 sider, 299 kroner. Gyldendal.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


06. jan. 2012 - 11:28   03. sep. 2012 - 10:38

Bøger