1848 udvikler sig til alle tiders revolutions-år til stor fortrydelse for den europæiske overklasse. En af de første er på Sicilien.

Den 12. januar 1848 begynder en nøje planlagt opstand i den sicilianske hovedstad Palermo. Det bliver en af de første i en lang række revolutionære situationer, der breder sig over store dele af Europa i det store revolutions-år.

Opstanden imod kong Ferdinand II af »De To Sicilier«, som det sicilianske kongedomme har været kaldt siden middelalderen, har været nøje planlagt gennem lang tid. Allerede i september året forinden er modstanden mod monarkiet brudt ud i lys lue i optøjer, som dog hurtigt er blevet slået ned at den kongelige garde.

Opstanden i januar 1948 er væsentligt bedre planlagt og har opbakning fra store dele af befolkningen. Faktisk er opbakningen så stor, at de revolutionære allerede flere dage forinden har delt løbesedler ud på åben gade med meddelelse om, at revolutionen vil starte på kong Ferdinands fødselsdag den 12. januar. Trods den åbenlyse advarsel er kong Ferdinand ude af stand til at forhindre oprøret i at bryde ud.

Opstanden imod monarkiet bliver kort men blodig og breder sig hurtigt til hele Sicilien, og da lignende oprør finder sted flere steder i Syditalien få dage senere, må kongen give op. Den 28. januar går Ferdinand med til at underskrive en ny forfatning, der vil gøre Sicilien til én af de mest moderne demokratiske stater i verden. Den midlertidige revolutionære regering kan dog ikke blive enige om, hvilken type ed kongen skal aflægge.

Det giver Ferdinand en god undskyldning for at fortsætte med at bekæmpe oprøret fra den uindtagelige fæstningsby Messina, hvor de første opstande er blevet knust med hård hånd. I mellemtiden udråber det nye parlament under ledelse af præsident Ruggero Settimo Sicilien som en republik på basis af en endnu mere radikal og moderne forfatning. Samtidig udsendes en erklæring med forslag om at samle hele Italien i én stat for første gang siden Romerrigets dage.

Som så mange andre af revolutionerne i 1848 ender også den sicilianske revolution i nederlag. Med 20.000 friske tropper fra sine venner i Europas kongehuse begynder kong Ferdinand at generobre Sicilien under voldsomme kampe. Den 15. maj 1849 bliver den sidste revolutionære modstand knust og den 16 måneder lange revolution har fejlet.

Ruggero Settimo må flygte til Malta, hvor han lever i eksil frem til sin død i 1863. Inden da når han dog at se Italien blive samlet, og han bliver endda tilbudt pladsen som premierminister i det nye italienske kongedømme i 1861 men må afslå på grund af dårligt helbred.