De to foreninger for ikke-troende, Humanistisk Debat og Ateistisk Selskab, går sammen om at skabe landets største ateistsammenslutning.
To af Danmarks mest markante foreninger for ikke-troende har indledt 2012 med at forene deres kræfter.
Humanistisk Debat, der siden 1960 har agiteret for et »sekulært, naturalistisk og humanistisk orienteret samfund«, har slået sig sammen med Danmarks største sammenslutning af ikke-troende, Ateistisk Selskab, der i år kan fejre 10-års jubilæum.
Formanden for den nye forening, Jakob H. Heidelberg, siger i den anledning:
– Vi repræsenterer alle ikke-troende mennesker, der ønsker at udvikle det danske samfund i rationel og sekulær (adskilt fra kirken, red.) retning. vores fundament er et fornuftsbaseret verdensbillede præget af en videnskabelig tilgang til vores fælles omverden.
Som eksempel på foreningens målsætning fremhæver han det fælles menneskelige.
– Vi ser ingen grund til den nuværende særbehandling af religiøse livssyn og interesser, hverken i spørgsmål om statslig økonomi og forvaltning, blasfemilovgivning eller adgang til offentlige skoler.
Jakob H. Heidenberg fortsætter:
– Vi ser frem til at samarbejde med de personer fra Humanistisk Debat, der gennem et halvt sekel har ført an i kampen for sekularisering herhjemme. Sammen er vi stærkere, og den stadig større opbakning til en adskillelse af stat og kirke herhjemme gør os yderst fortrøstningsfulde.
Den nye forening, der fortsætter under navnet Ateistisk Selskab, har ifølge egne oplysninger mere end 1000 medlemmer.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278