Både regeringens udspil til skatte– og energi-reformer vender den tunge ende nedad. Vi har i stedet mere brug for reel ligestilling i samfundet.

Det skal kunne betale sig at arbejde! Det lyder som en rigtig god idé. Det er jo også det arbejdere har kæmpet for i de mange slag om arbejdstid, løn og arbejdsvilkår igennem masser af år.

Vi har hørt det så ofte. Især når der er overenskomst forhandlinger og finanslove på vej: lønningerne og skatten på arbejde i Danmark er for høje. Alt for høje i forhold til udlandet, hvor det er meget billigere at producere. Lønnen skal ned, lyder det.

Mindre skat på arbejde

I lørdagsberlingeren havde Möger Pedersen sammen med Morten Bødskov (SD) og Morten Østergaard (RV) et programmatisk debatindlæg under overskriften »Slut med borgerlig værdikamp«. Også det lyder som en fin idé. De blæste til et opgør med den gamle regeringsværdikamp. Meget tiltrængt. Hovedanken mod den gamle regering var, at den delte alt i »dem og os«.

Forleden kom så skatteminister Thor Möger Pedersen med det første varselsskud til en ny skattereform. »Regeringen vil gøre sit til, at det for flere kan betale sig at arbejde. Det betyder også, at studerende og kontanthjælpsmodtagere må stå over i denne omgang«. Konsekvensen er en større forskel i bunden. Mellem de lavtlønnede og dem på ydelser, som i forvejen lider af manglende reguleringer på trods af nogle forbedringer i finansloven. På værdikampssprog hedder det vist at sætte skel mellem »dem i arbejde og dem uden«.

Begrundelsen er, at skatten på arbejde i Danmark er tårnhøj. Men der skal spises brød til: »Danmark er blevet et lavskatteland, når det gælder skatten på arbejde. Det gælder både når vi ser på de lavt–, mellem– og højtlønnede – og det gælder også på marginalskatten – altså den sidst tjente krone«, sagde professor i statskundskab Jørgen Goul Andersen fra Aalborg Universitet forleden. Han tilføjer, at skattetrykket kun er i den høje ende, når moms og afgifter regnes med.

Möger Pedersen er ikke meget klar, men det lyder som om, at når skatten i bunden lettes er logikken, at folk vil arbejde og arbejde mere. Uden tvivl vil det blive brugt som et argument fra arbejdsgiverne – og sikkert også som en del af regeringens tilgang til den kommende OK–aftale – at så behøver lønnen heller ikke at sige. Sådan lidt ad omveje er det andre skatte og afgifter der skal finansierer det nedadgående lønpres.

Det grønne spor

Samtidig har den radikale engiminister fremlagt et udspil til en energireform. Der er man-ge fornuftige ting i den. Men – den koster. Varmeregningen vil stige, og især ramme både dem på offentlige ydelser og lavtlønnede forholdsvist hårdest, hvis der ikke bliver indbygget en kompensation.

Det er mærkbart, at De Radikale har fået noget igennem her på både skat og energi. I en anden sag har Økonomiminister Vestager – på regeringens vegne – kæmpet imod en såkaldt Tobin–skat. Men presset fra andre lande har været for stort, så Tobin-skatten er rykket op på dagsordenen: »Vi vil ikke være spielverderber« sagde Vestager.

Tobin–skat er en skat på finansielle transaktioner. De Radikale har været imod, SF for og SD sådan lidt af hvert. Det er styrtsøer af værdier der kører rundt i det globale system, som via hedgefonde og andet konstant forstærker den økonomiske stabilitet. Et af problemerne er, hvem der skal opkræve og have pengene? Skal det foregå i EU-regi eller skal det foregå i et globalt regi? Begge modeller har et urealistisk skær over sig, men der vil ikke være noget i vejen for at starte med en national løsning.

Det hedder jo også i det værdipolitiske oplæg: »... skal vi styrke Danmark, skal vi spille på det, vi historisk set har gjort godt – og det er at bygge et tillidsfuldt fællesskab, hvor vi både stiller krav og hjælper hinanden. Kun sammen kan vi finde de nye løsninger, som kan bringe Danmark videre.«

Det lyder som en lettere omskrivning af »vi er alle i samme båd«. Forudsætningen for et værdifællesskab kan kun være en lighed i samfundet, som værdigrundlaget ikke nævner.

Reel lighed kan kun nås gennem reelt lige gode muligheder for alle. Regeringen vil måske hævde, at det er der ikke råd til. Imidlertid kan ethvert samfund vinde ved at sætte alle sine ressourcer og kompetencer i spil og ikke bare ret og pligt.