Kvindelig dødsdrift og mindreværd er i centrum på Det Kongelige Teater i en historisk opførelse af Glucks opera om den trofaste hustru Alceste.

Da ingen andre end Alceste vil give sit liv til guderne for at frelse sin mands liv, tiltrækkes hun som et møl mod lysets lue af sin egen dødsdrift. Uden sin mand har hun intet at leve for. Hendes offerdød skal forvandle kvindens traditionelle rolle som mindreværdig til en heroisk sejr.

Thomas Petri

Operaanmeldelse

af Gert Poder

Dydige kvinder og trofaste ægtefolk har åbenbart været mere undtagelsen end reglen i det gamle Athen for 2450 år siden.

Dengang, i 438 f.v.t., opførtes den græske dramatiker Euripides drama Alkestis, »den bedste blandt kvinder«.

Olympens guder forlanger en andens liv, hvis den døende kong Admetos skal leve. I desperation tilbyder hans hustru at ofre sit liv for at frelse sin mand, kongen, og dermed  sit land fra undergang.

Slet så galt går det dog ikke, hverken i oldtidens teaterstykke  eller 2200 år senere i barokoperaen Alceste. Helten Herakles, gudernes yndling, dukker op og redder hende fra døden.

Operaen, der har musik af den böhmiske komponist C.W. Gluck, fik premiere i Wien 1768. En omskrevet udgave skabte senere sensation i Paris 1776.

Det er denne version, som den tyske instruktør Christof Loy nu har sat op på Det Kongelige Teaters Gamle Scene.

Reformopera

Gluck og den italienske digter Calzabigi havde allerede rystet den etablerede operaverden med deres opførelse af Orfeus og Eurydike i Wien 1762.

De ville reformere den italienske opera, der var plaget af arier (sange, red.) der snarere skulle fremhæve solistens dygtighed end være en del af handlingen. Alt var sovset ind i komplicerede historier og endeløse gentagelser.

Sammen fandt de en helt ny, enkell form. Musikken var underkastet teksten, og dramaets handling stod knivskarpt fra starten, så det uforstyrret kunne folde sig ud til publikums fornøjelse.

I forordet til Alceste skrev Gluck:

»Jeg har forsøgt at begrænse musikken til dens sande formål, at tjene poesien, ved hjælp af udtryksfuldhed og ved at følge fortællingens situation uden at afbryde handlingen eller kvæle den med en unyttig overflod af forsiringer.«

Operaens traditionelle indledning, ouverturen, får også Glucks reformiver at mærke:

»Jeg har følt, at ouverturen bør forberede tilskueren på arten af det drama, der følger og så at sige skitsere handlingen.«

Kort sagt, væk med alt overflødigt fedt. Det er poesien – og dermed nydelsen – der skal i centrum.

Fed baroklyd

Det er første gang, at Det Kongelige Teater opfører Paris-udgaven af Alceste. Det er da også på tide, at denne perle fra Oplysningstiden bliver præsenteret for et moderne publikum.

Barokorkestret Concerto Copenhagen opfører værket med instrumenter fra tiden, under ledelse af dirigenten, Lars Ulrik Mortensen. Det giver en unik, sprød stemning, der klistrer sig op ad Glucks fabelagtige uudnyttelse af den menneskelige stemme.

Bortset fra Alceste, Admetos og Herakles, optræder alle på scenen i farverigt børnetøj. Det understreger det egentlige tema: At det altid er de modige og ydmyge kvinder, der beskytter deres familie somm et sidste bolværk mod ondskab og magtbegær.

Det er et ægtepar i krise, vi møder – ikke ulig Bergmans Fanny og Alexander. Det er børnenes skæbne, hendes egne og folket, som Alceste tænker på, og som får hende til at træffe sin skæbnetunge beslutning om at ofre sig.

Pointen er, at da ingen andre end hun vil give sit liv til guderne for at frelse kongen tiltrækkes hun som et møl mod lysets lue af sin egen dødsdrift.

Uden sin mand har hun intet at leve for. Hendes offerdød skal forvandle kvindens traditionelle rolle som mindreværdig til en heroisk sejr.

Eller sagt på en anden måde: Alle forsøg på frigørelse til trods har kvindens rolle stort set ikke forandret sig siden antikkens Grækenland. Et vigtige budskab pakket ind i den skønneste musik.

Alceste af C.W. Gluck. Det Kongelige Teaters Gamle Scene. Instruktion: Christof Loy. Til 6. februar.