Dansk politik ændrede sig drastisk, da Aksel Larsen brød med DKP for at stifte SF. Ny bog belyser vejen fra frafalden kommunist til socialdemokratiets tro væbnere.
Boganmeldelse
af Jens Fransen
»Hvis man bliver skrækslagen den dag, man får tilbudt del i magten, så hører man til nederlagets mænd«.
Citatet stammer fra Aksel Larsen, da SF i 60´erne havde chancen for reel regeringsindflydelse. Dengang endte det med splittelse. Nu i 2011 er SF ophøjet til direkte at være en del af regeringen med Villy Søvndal som udenrigsminister.
Mere end 50 år har det taget, og som det fremgår af denne nye partihistorie, har det været en slingrekurs frem mod magtens tinder.
Aksel Larsens brud med DKP havde været under opsejling gennem længere tid, da kulminationen blev udløst med eksklusionen i forbindelse med DKP’s 20. kongres i 1958.
Det er gennem årene blevet fremstillet som om, Aksel Larsen ønskede en art demokratisk kommunisme. I realiteten var der dog mere tale om en anti-DKP bevægelse, hvor Larsen forkastede alt, hvad han tidligere havde stået for.
Rygklappere og ja-sigere
Det blev sagt, at SF skulle være et parti, hvor medlemmerne havde fuld ytringsfrihed og ret til kritik indenfor partiet. Men i Aksel Larsens tid var dette ikke tilfældet. Rygklappere og ja-sigere var velkomne. Derfor var folk som Kai Moltke og Preben Wilhjelm aldrig inde i varmen hos Larsen.
For Aksel Larsen havde lige fra starten en drøm om at blive en del af et socialdemokratisk regeringsgrundlag. Og han kæmpede for sin egen magtbegærlighed lige til det sidste for et sådan, idet han mente, at Socialdemokratiet ville kæmpe for en rød politik.
I virkelighedens verden så socialdemokraterne gerne SF under åget, som Per Hækkerup udtalte det. SF kunne få lov at være et logrende vedhæng, men heller ikke mere.
Aksel Larsen var en mester i selviscenesættelsens kunst. Lige fra dagene under opgøret, hvor han iscenesatte en hængning frem til det berømte gipsben i forbindelse med Folketingsvalget 1960.
Beskyttet af CIA
Efter dannelsen af SF blev Aksel Larsen selv mere og mere paranoid. Han frygtede reaktionerne fra de tidligere allierede i Østeuropa.
Dog havde partiet nære og venskabelige kontakter til lande som Rumænien og Nordkorea. Så ikke underligt kom også samme Larsen ind under CIA’s beskyttende vinger. Privat havde Larsen meget få personlige venner. Mange frygtede ham – også hans egne partifæller.
Larsens arvtagere på formandsposten har videreført en del af politikken, der gennem årene er blevet mere og mere spiselig og stueren for Socialdemokratiet. Væk er fortidens paroler om afrustning, antimilitarisme og EU-modstanden.
I stedet er pragmatismen blevet doktrinen frem til vore dage. Uden sværdslag er dette ikke foregået. Der har været utallige opgør og splittelser i partiets op – og nedture. Partiet har sjældent formået at kunne tåle for stor fremgang og indflydelse, uden at dette har ført til uroligheder i baglandet.
SF i regeringen
Nu i 2011, hvor partiet endelig har nået målet om at komme i regeringen, bliver det spændende at se, hvor langt man er villig til at bøje sig for storebror i Socialdemokratiet.
Bogen er yderst velskrevet. Forfatteren, Hans Mortensen, synes at have gjort et stort forarbejde for at finde de mest relevante oplysninger om partiet og dets udvikling.
Mange oplysninger bygger på diverse erindringer fra tidligere og nuværende topfolk i SF som det fremgår af litteraturlisten.
Dog kan man undre sig over forsiden, der viser en fane med fire partiformænd – Aksel Larsen, Gert Petersen, Holger K. Nielsen samt Villy Søvndal. Hvorfor mangler Sigurd Ømann? Han var trods alt Aksel Larsens efterfølger.
Hans Mortensen: Den røde tråd. SF og vejen til magten. 360 sider. 299,95/ebog 149 kroner. Lindhardt og Ringhoff.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
