Teknologisk set er Macintoshen en revolution, selv om den har mindre regnekraft end de fleste lommeregnere i dag.
Den 24. januar 1984 kommer den første Macintosh-computer på markedet i USA. Det bliver den første »personlige computer« (PC), der for alvor bliver en succes, og dermed rykker informationsteknologien for alvor ind i almindelige menneskers stuer.
Macintoshen er produceret af firmaet Apple, der ligger i skarp konkurrence med teknologi-giganten IBM om at sætte sig på det spirende marked for små computere, der kan købes af almindelige mennesker.
Macintoshs lille, beige kasse med den mikroskopiske ni-tommers skærm bliver fra starten en stor succes, dels takket være en aggressiv markedsføring, dels fordi Macintoshen med sin pris på 2500 amerikanske dollar er klart billigere end IBM’s alternativ.
Teknologisk set er Macintoshen en revolution, selv om den har mindre regnekraft end de fleste lommeregnere i dag. Den bruger et såkaldt GUI-styresystem, det samme princip som bruges i moderne styresystemer som Windows og OS.
Mange funktioner kontrolleres med en mus i modsætning til IMB’s maskiner, der bruger Bill Gates’ komplicerede og langsommelige DOS. Den lille sort/hvide skærm kan vise meget skarpere og mere detaljeret grafik end andre arbejdscomputere.
Macintoshen har dog også sine problemer: En vigtig del af markedsføringen slår på, at maskinen er praktisk taget lydløs. Det har kun kunnet lade sig gøre, fordi man har undladt at udstyre den med et kølersystem, et design der giver maskinen øgenavnet »den beige brødrister«.
Der kommer til at gå tre år, før Apple endelig bliver nødt til at indbygge kølere i deres maskiner for at undgå, at de bryder sammen.
Der er stadig lang vej til vore dages personlige computere med deres enorme muligheder og lynhurtige udvikling, men det første skridt er taget mod at gøre computeren til en integreret del vores liv.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278