Med »Manden der elsker hunde« skifter Cubas store forfatter Leonardo Padura fra krimi til systemkritik med en historie om Trotskij og den cubanske revolution.
Boganmeldelse
af Bjarne Nielsen
Cubas største nulevende forfatter, Leonardo Padura, har hidtil brilleret med sit flerbindsværk om detektiven Mario Conde.
Med sin nye murstensroman Manden, der elskede hunde har han skiftet spor, men fastholder sit ry som blændende forfatter, samtidig med at han springer ud som samfundskritiker.
Allerede i 2010 udtalte han at »for hver roman jeg skriver, bliver kriminalromanen mindre væsentlig(..) Jeg vil vise hvordan livet er på Cuba. Både de gode og de dårlige sider«.
I den nye roman er Conde væk og erstattet af LeonTrotskij . Den handler om mordet på på ham, stalinismens grusomheder og revolutionens, også den cubanskes, knuste drømme. Det er en stort anlagt roman med masser af politisk sprængstof, der vil kunne ryste en trofast Fidel aficionado.
Mord og skuffelse
Bogen er bygget op om de tre hovedpersoner Trotskij, Mercader og Ivan i tre parallelle forløb; Leon Trotskij der tabte magtkampen til Stalin, og senere blev myrdet i sit mexicanske eksil. Morderen, den fanatiske spanske kommunist Ramon Mercader, der voksede op i Barcelonas borgerskab med en bindegal mor. Endeligt den fredelige cubaner Ivan, på alder med Padura, der fungerer som jeg-fortæller, et symbol på Cubas udvikling under Fidel Castro og Kommunistpartiet, PCC.
På en strand nær Havanna møder i 1977 den desillusionerede Ivan med en mystisk herre der er ude og lufte sine to russiske mynder. Han viser sig at være den spanske kommunist Ramon Mercader der i 1940 myrdede den tidligere russiske revolutionsleder Trotskij, der opbyggede Den Røde Hær og blev fordrevet af Stalin, med en issyl.
På en spændende, noget forblændet måde, får vi hele Trotkijs liv fortalt med en romanforfatters frihed.
Mercaders historie er den om den trofaste kommunist, der voksede op i Barcelona og Frankrig og somunder Den Spanske Borgerkrig blev rekrutteret til Sovjetunionens hemmelige politi.
Han blev uddannet til agent, der handlede blindt og ukritisk i partiets navn med troen på den gode sags tjeneste og først senere opdager bedraget.
Det er naturligvis en interessant problemstilling men med Mercader bliver den sat lidt vel meget på spidsen.
Cubanske Ivans liv er præget af knuste drømme, mistede illusioner, bureaukratisk magtmisbrug, censur, korruption og nepotisme.
Trotskij-dyrkelse
Megen af denne kritik af Castro-socialismen minder om noget, som Ché Guevara og den europæiske ikke-sovjetorienterede venstrefløj har sagt. Det gør den selvfølgelig ikke mindre berettiget.
Bogen har dog flere svagheder. Når handlingen foregår i Sovjet er det ikke Padura man mærker, men en forfatter der er forblændet af Trotskij og fem års research via tilgængelige værker.
Det er som at læse en knaldgod historisk roman og en slet skjult (trotskistisk?) kritik af det nuværende styre. En litterær kritik, som også svenske Bjørn Afzelius og danske Lief Davidsen tidligere har fået udgivet.
Som altid er Paduras sprog en fornøjelse. Kan man ikke klare hans barske billede af livet på solskinsøen, så kan man nyde sproget og hans sanselige beskrivelse af fædrelandet. Det gøres ikke bedre.
Padura har udtrykt overraskelse over, at regeringen tillod bogen blev udgivet. På Havannas bogmesse for nylig var Manden, der elsker hunde den mest solgte titel. Måske blæser der nye vinde?
Leonardo Padura: Manden, der elskede hunde. 780 sider, 400 kroner. Forlaget Sohn.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278