»10 timer til Paradis« handler både om en mors omklamrende kærlighed og en voksen mands søgen efter lykke under fremmede himmelstrøg.
Filmanmeldelse
af Jørgen Melskens
Dennis (Kim Kold) er et stort brød af en bodybuilder med muskler overalt og store tatoveringer på armene og ned ad ryggen.
Han er i slutningen af 30’erne og konkurrerer i en sport, hvor det gælder om at se flot og spændsig ud. Hvad der er mellem ørerne, betyder ikke så meget.
Han er samtidig styret af sin mor i en sådan grad, at alt hvad han foretager sig, forventer hun bliver rapporteret til hende.
Dennis søger lykken overfor det andet køn, men det har han ikke det store held med. Danske piger lader sig åbenbart ikke imponere af styrke og muskelkraft. De vil hellere have mænd med humor, intelligens og varme.
Dennis bliver inspireret af sin onkel, der vender hjem fra Thailand med en ung, lækker kone. Onklen opfordrer ham til at prøve lykken i et land, hvor kvinderne er parate til alle ydelser for at finde sig en kommende forsørger.
10 timer til Paradis er Mads Mathiassens debut som spillefilmsinstruktør. Han vil gerne skildre tingene så realistisk som muligt og med virkelige personer i de roller, de skal udfylde.
Derfor er der også kun et par professionelle skuespillere med i filmen.
Moderen (Elsebeth Stentoft) er fantastisk som den altomfavnende mor, der holder Dennis i meget kort snor og i hvert fald ikke synes, at hans kone skal komme fra de varme lande.
Kim Kold er professionel bodybuilder i sværvægt og har været Danmarksmester for 5 år siden. Det kan ses, men udover at være stor og kraftig er han glimrende som den fåmælte, ret generte kæmpe, der også er et dybfølt kærligt og rart menneske.
Mads Mathiassen vil gerne vise mennesker, der ikke passer så godt ind i det borgerlige samfund, der omgiver dem. Hans skildrer det thailandske ferieparadis Pattaya som benhård forretning for de fattige thaipiger.
De kommer fra de nordlige landsbyer for at søge lykken hos halvgamle, småfede vesterlændinge, som kan forsørge dem og deres familier. Mads Mathiassen får skildret dette meget flot i sin debutfilm, der er baseret på hans prisvindende kortfilm Dennis (2007).
10 timer til Paradis er en både socialrealistisk og menneskevarm film om en kikset mor-søn relation og en voksen mands behov for identitet, kærlighed og løsrivelse.
10 timer til Paradis. Instruktion:Mads Mathiassen. 92 minutter. Premiere i dag, hele landet.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278