Mammutteatret opfører tre film omsat til skuespil fra et USA, der var engang.

Benedikte Hansen, Anders Hove og Jesper Hyldegaard som Jeannie, Richard og Freddie med hovederne fulde af livskriser og jagt efter mening med livet i Mammutteatrets Faces.

Per Morten Abrahamsen

TEATERANMELDELSE

af John Bruun

John Cassavetes var både skue­spiller, dramatiker og instruktør. Han er kendt for psykologiske dramaer, der foregår blandt den velbjergede middelklasse i tressernes og halvfjerdsernes USA.

Et fællestræk er, at det ikke er den fremadskridende handling, som er det bærende element i hans fortællinger, men et studie af menneskers ageren i mødet med de andre.

Konflikterne udspiller sig mellem mennesker, der savner nærhed, kærlighed og mening med en tilværelse, der leves uden store udfordringer på det materielle plan.

Mammutteatret præsenterer tre af Casavetes dramaer – Opening Night, Faces og Husbands – over tre aftener. Er du til marathon-teater, er der også en mulighed for at se alle tre forestillinger samme aften.

Opening night

I Opening Night møder vi den midaldrende feterede skuespillerinde Myrtle, Tina Gylling Mortensen, under indstuderingen af et stykke.

Det handler om en midaldrende kvinde, der drikker, møder unge mænd og har mistet fortroligheden og ømheden i forholdet til manden Maurice, Anders Hove.

Det er selvfølgelig en fuldstændig allegori til hendes eget liv. Instruktøren, dramatikeren og teatrets øvrige medarbejdere har derfor deres hyr med at få hende til at spille et stykke, der stiller de samme spørgsmål til hendes liv, som hun selv stiller, for stykket giver ingen svar.

Fremfor alt har hun som midaldrende svært ved at spille midaldrende, for så ser alle hende som midaldrende og så vil hun fremover kun få roller som – midaldrende! Det er fandeme svært at være et sted i livet, man ikke vil være.

Faces

I Faces – der som film udkom ni år før Opening Night - er kvinderne ikke kommet ud på arbejdsmarkedet endnu.

Mændene er gode forsørgere. Vi møder to par. Freddie og Louise, som har fået børn, men de er blevet voksne samt Richard og Maria, som endnu ikke har fået børn, for det vil Richard ikke.

Begge par har uendeligt svært ved at nå hinanden og finde meningen med tilværelsen. Den kærlighed, de har haft til hinanden engang, er forvandlet til kendskab, der sjældent udmønter sig i ømhed, men oftest fører til kedsomhed, perfide angreb og en sindstilstand, der hungrer efter alkohol for at dulme den eksistentielle smerte.

I afmagt søger både Freddie, Louise og Richard efter andre partnere, der kan fylde dem op og måske se dem på en ny måde – mens den yngste - Maria – er på selvmordets rand over ikke at få det barn, der kan give livet mening for hende.

Som drama er det et godt greb, at lade aktørerne være på scenen og jævnligt overhøre samtaler, hvor de selv bliver udleveret, så man kan se på deres ”Faces”, hvordan de har det med sig selv.

Husbands

I Husbands møder vi tre mandlige venner, Archie, Gus og Harry, til en begravelse.

De siger farvel til en jævnaldrende kammerat og ender på en druktur, der fører dem helt fra USA til London. Dødens nærvær sætter spot på deres uforløste liv med koner der mest er utilfredse med tilværelsen.

I London søger de efter kvinder, der måske kan sætte ild i deres passion eller give dem den mening, de savner, men modet til at ændre grundlæggende på deres situation svigter, og de flygter hovedkulds tilbage til trygheden i kedsomheden.

Som i de to foregående stykker er det dialogerne og de indbyrdes relationer, der er i centrum – som vi tilskuere skal spejle os i – ikke en historie, der fører frem til nogle bestemte pointer.

Selv om de eksistentielle konflikter er nok så almenmenneskelige, er det svært at genkende formen i dag. Det virker mest som et generationsbillede af middelklassekonflikter fra »der-var-engang for over fyrre år siden i USA«.

Spejlet viste os ikke noget nyt om os selv i dag – og så man kan vel lige så godt bare se filmene.

Eller også blot se stykkerne for at nyde dygtigt skue­spil.

Cassavetes 1, 2 & 3 af Egill Pálsson og Claus Flygare. Scenografi: Siggi Óli Pálmasson. Iscenesættelse: Egill Pálsson og Claus Flygare. Pumpehuset til 24. februar