Filmatiseringen af den populære tv-serie »Lærkevej« har gjort historien mere pinlig, mere alvorlig og mere grænseoverskridende.
Filmanmeldelse
af Luise Rütting Schweitz
Det er altid lidt underligt når en serie bliver til film. Det føles oftest, som om man bare har købt boksen og tager en maratonaften med de personer, man kender så godt fra serien.
Når det så er sagt, kan det jo stadig gøres på en måde, så man har følt sig underholdt og ikke føler, at biografbilletten har været spild af penge.
Folkene bag serien/filmen fortæller:
»Transformationen af Lærkevejs univers til det store lærred rummer stor frihed og har åbnet nye muligheder. Filmen er blevet mere grænseoverskridende og har taget et skridt over kanten. Den er mere pinlig, mere alvorlig og mere skæv end vi kunne på tv.«
Og ja, det er så absolut ikke en film for snerpede sarte sjæle. Vi er ikke mange minutter inde i filmen før der kigges tæt på et pornoblad og de forskellige sexscener overlader ikke meget til fantasien.
Det store omdrejningspunkt i filmen er Elisabeths og Torbens kamp. Hun kollapser til deres fælles housewarming og det viser sig, at hun har fået så svær nyresvigt, at en ny nyre er nødvendig. Elisabeth tager selv kampen op med en sundere livsstil, men trods dette og dialyse, er beskeden fra hendes læge, at hun kun kan overleve med en ny nyre.
Torben indleder en desperat søgen efter en brugbar nyre, da Elisabeth selvfølgelig også har en sjælden blodtype. Efter at alle naboerne er kasseret, ender han med, mod Elisabeths vilje, at invitere hendes tvillingesøster, som er medlem af Jehovas vidner. Det giver så nogle sammenstød af dimensioner.
For nu ikke at glemme resten af Lærkevejs beboere foregår der flere sideløbende historier, alle flettet ind i hinanden.
Skuespillerne fra serien er alle velbevandrede i både tv, teater og film, og gør det rigtig godt i Lærkevejs let outrerede og absurde univers.
Søs Egelind (Elisabeth), Søren Spanning (Torben), Henrik Prip (Kim), Anette Støvelbæk (Astrid), Christian Tafdrup (Sune), Mia Lyhne (Karina), Claes Bang (Per) med flere kan sammen med instruktør Mogens Hagedorn være stolte af at have genskabt Lærkevejs stemning på film. Helt uden hverken at blive for karikerede eller platte.
Og som de ønskede, går de til grænsen og udfordrer familien Danmark lige en tand mere end i serien.
Lærkevej – til døden os skiller. Instruktion: Mogens Hagedorn. 93 minutter. Premiere i dag.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278