26 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Venstre misbrugte bevidst Laid Back

Venstre misbrugte bevidst Laid Back

Fredag, 03. februar, 2012, 19:22:04

Venstres kommunale valgkamp i Aalborg brugte ulovlige midler og skal nu betale 100.000 kroner for bevidst ulovlig brug af Sunshine Reggae.

Selv om de to Laid Back-medlemmer John Guldberg og Tim Stahl udtrykkelig havde forbudt partiet Venstre i Aalborg at anvende deres guldæg, »Sunshine Reggae« i en kommunal valgvideo, så partiet bevidst stort på Ophavsretslovens paragraf 3. Det takserede Aarhus Byret til en erstatning på 100.000 kroner plus sagsomkostninger.
htbackdrops.com

En valgvideo i partiet Venstres kommunale valgkamp i Aalborg ved det seneste kommunalvalg blev peppet op med verdenshittet Sunshine Reggae.

Men partiet valgte at overhøre et nej til at bruge musikken fra John Guldberg og Tim Stahl fra popgruppen Laid Back. De to komponister ønskede ikke at blive en del af det politiske budskab.

Nu må partiet betale dyrt for den ulovlige brug, efter at sagen har været for retten i Århus.

– Vi har i alle årene, siden Sunshine Reggae blev vores absolutte tophit, lagt stor vægt på at bevare sangens troværdighed ved ikke at give tilladelse til brug, som vi finder skadelig eller krænkende, herunder at blive brugt politisk. Melodien er jo nærmest en form for varemærke for Laid Back. Det skader klart vores troværdighed, når musikken misbruges, siger John Guldberg.

Retten i Århus afgjorde, at den ulovlige brug af sangen koster 100.000 kroner. Des­uden skal Venstre betale knapt 30.000 kroner i sags­omkostninger, ud over regningen til egen advokat.

Bevidst misbrug

I løbet af retssagen kom det frem, at Venstre godt var klar over, at Laid Back ikke ville have deres musik brugt i forbindelse med den pågældende valgvideo. Alligevel fortsatte partiet med at producere videoen.

I DJBFA hæfter man sig ved, hvordan Venstre dermed med fuldt overlæg har brudt ophavsretsloven:

– Det er fuldstændig uforståeligt, at et politisk parti på den måde vælger at se stort på loven. Venstres kampagnefolk var fuldt ud klar over, at de gjorde noget forkert. De havde spurgt, om de måtte bruge det pågældende musiknummer. Laid Back havde svaret nej, fordi de ikke ønsker at blive brugt politisk på den måde, siger Tjill Dreyer, sekretariatschef i DJBFA.

– Desværre er det ikke det eneste eksempel på, at politiske partier ser stort på loven og hensynet til kunstnerne. Og det ser desværre ud til, at der er sket et skred. Derfor er denne afgørelse vigtig. Den stadfæster, at loven er på kunstnernes side, slutter Tjill Dreyer.

Principiel sag

Advokat Casper Andreasen, der har ført sagen på vegne af DJBFA, hæfter sig ved, at afgørelsen vil få betydning for andre lignende sager:

– Jeg er glad for at, retten er nået frem til en så tydelig dom. Det er en helt klar afgørelse, der også styrker kunstnernes rettigheder i andre lignende sager, siger Casper Andreasen.

Ifølge DJBFA er dommen i Aarhus godt nyt for andre kunstnere i samme situation.

 ­– Vi har rent faktisk en anden sag, som ligner denne meget. Også her har et politisk parti brugt en kunstners produkt uden tilladelse, slutter DJBFA’s advokat.

Venstre har overtrådt Ophavsretslovens paragraf 3.

Erstatningen på 100.000 kroner dækker dels økonomisk tab men også selve krænkelsen, og den skade som Laid Back kan lide i forhold til for eksempel sit renomé og omdømme.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


03. feb. 2012 - 19:22   03. sep. 2012 - 10:53

Medier