Maj 93’s kunstnerstyrede vinterudstilling viser værker af høj kvalitet i Hellingåndshuset.
Maj 93 er en mærkelig størrelse i dansk billedkunst. På den ene side én af mange dygtige kunstnersammenslutninger, på den anden side helt sin egen med deltagelse af en perlerække af produktive og solide kunstnere.
Et typisk eksempel er årets vinterudstilling i Helligåndshuset på Strøget i København. Det er 20. gang, at Maj 93 viser, hvilke kunstneriske frugter der er plukket siden sidst.
Kunstnerne blæser højt og flot på tidens krav om smagsdommere i form af de såkaldte eksterne kuratorer. Maj 93 er kunstnerstyret. De står selv for at arrangere, sammensætte, ophænge og præsentere udstillingen.
I princippet er der tale om 11 særudstillinger, som samtidig kan ses som en samlet præsentation af tidens tendenser i billedkunsten.
Og et blik på udstillerlisten er da også garanti nok for både den nødvendige håndværksmæssige kompetence og det nødvendige, brede udsnit af, hvad der sker.
Det er de store kontraster – fra Kirsten Antonie Sørensens lyse, sarte nålestreger til Christine Scherfigs farvemættede olie. I sit litografi »Påske« betræder Jørgen Tang Holbek nye stier, mens materiale og ynde er typisk for Marianne Schepelerns musikalske ler- og stentøjsstatuer.
Søren Birk Pedersens tungsindige farver fanger Trangravens stemninger, mens Lena Bidstrups organiske væverier viser en jordisk kraft.
Andre udstillere er Aage Schmidt, Jørgen Buch, Alfred Friis, Buller Hermansen og Ejvind Schaldemose, der alle viser værker af høj karat.
Maj 93 er altid et besøg værd. I morgen aften er der tillige gratis koncert med den fremragende danske guitarist Christian Sievert.
Maj 93. Helligåndshuset. Til 12. februar. Koncert ondag 8. februar kl. 19.00 med Christian Sievert, guitar. Gratis adgang.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278