Selv om der er for meget junkie og for lidt Sid og Nancy, så er det musik­indrammede drama »Sid Vicious« på Bellevue Teater et besøg værd.

Nedturen driver ned fra Bellevue Teatrets scene i Maria Walbom Vinterbergs opsætning af »Sid Vicious – Sex Pistols With Love«.

Robin Skjoldborg

– Vi går klædt i sort, fordi vi sørger over folk som dig, skriger den heroin-tørlagte, paranoide 20-årige Nacy Spungen (Julie R. Ølgaard) til sin seneste dæmon.

Hun skriger rigtig højt, så publikum kan høre hende gennem de udleverede ørepropper. Dem kommer vi tilbage til.

Et halvt hundrede fuck-ord senere ligger hun død, perforeret som en schweizer­ost af en jagtkniv på et lokum i Chelsea Hotels værelse 100 i New York. Det er den 12. oktober 1978.

Inden da har hun og den hjernedøde punk-myte Sid Vicious (Morten Holst) nået at spytte, sprutte, brække og møge scenen til, så et Låsby-Svendsen hus ligner luksus.

Målet for hendes skizofrene had er den lidt for dum­smarte musikagent Nic (Casper Crump). Han lugter penge og forsøger at få den havarerede stjerne væk fra junken og tilbage i karriere-sporet.

Vicious betyder ondskabsfuld, og de to turtelduer er sandt for dyden ikke fyldt med varme vibrationer. De er i total opløsning, fysisk og åndeligt – på vej til de evige hero­dero-marker i overhalingsbanen.

Det er ikke rart at se på. Sid Vicious – Sex Pistols with Love på det smukke Bellevue Teater i Klampenborg gør da heller intet forsøg på at være pæn.

Og det bliver værre. Da Nancy skriger på mere stof i sin kodyle nedtur, går der panik i Sid. Han får trækkerdrengspusheren, den ulideligt lede Champ (Peter Oliver Hansen) op på det klaustrofobiske hotelværelse. Og så går der for alvor ged i den.

Polka–punk

Før, under og efter leverer Jesper Edvardsen på bas, de to guitarister Mads Wegner og Mattias Hundebøll og trommeslager Frederik Bokkenheuser den smukkeste musik, der løber som en sort tråd gennem forestillingen.

Og dét er et problem. Jacob Binzers arrangementer gynger bare deruda’, men der er ikke mere punk i dem end der er flamenco i en polka. Så ryger ideen lissom med de udleverede ørepropper.

– Dét, som interesserer os, er dét der foregår mellem Sid og Nancy: deres skænderier, deres kærlighed, deres fornedrelse, deres junk, deres sex, deres musik, deres had til livet, deres sans for livet, skriver instruktør Maria Walbom Vinterberg i sit forord.

Junkie–romantik

Det lykkes ikke helt, fordi hun ikke har haft modet til at skære i sit manus. Det er skrevet i 1986 af Denis Spedaliere, som kendte både Sid og Nancy før de traf hinanden.

Dengang var punk– og junkkulturen genstand for en skrækblandet glorificering fra rædselslagne bedsteborgeres fantasiløse afkom.

En milliard-million kanyler og et par døde ungdomsgenerationer senere er budskabet feset ind: Junk er noget lort, og junkier er værst ved sig selv.

Selv om en halv times mindre dialog havde gjort underværker, er Sid Vicious en dristig satsning, der næsten lykkes.

Sid og Nancys fortid fortælles glimrende på to store skærme, Morten Holst brænder igennem som en skærebrænder og Marianne Nilssons stramme scenografi skaber både rum og ramme om den grusomme handling.

Og man kan altid glæde sig over musikken – med eller uden ørepropper.

Sid Vicious – Sex Pistols With Love. Bellevue Teater. Instruktion: Maria Walbom Vinterberg.