Da Rusland anlægger havnen Port Arthur for bryde Japans dominans i Øst-Asien, udvikler det sig til en katastrofe for tsarens regime.

Den 10. februar 1904 når en krigserklæring fra den japanske kejser endeligt frem til Ruslands tsar, Nikolaj II. Dermed begynder officielt den Russisk-Japanske Krig, selv om det allerede er to dage siden, at japanske skibe gik til angreb på den russiske Stillehavsflåde.

Sammenstødet mellem de to imperialistiske stormagter kommer som en naturlig følge af de sidste tre årtiers udvikling i Østasien. Siden 1868 har Japan under Meiji-dynastiet været i gang med at udvikle sig til en moderne stormagt efter vestligt forbillede. Landet har gennemgået en lynhurtig industrialisering og en kraftig modernisering af militæret, der har bragt den japanske krigsmaskine på højde med sine imperialistiske konkurrenter.

Japans ambitioner kommer i første omgang til at gå ud over Kina, der i 1894–95 bliver slået så eftertrykkeligt, at Japan står tilbage som den ubestridt mægtigste magt i Østasien. Rusland er imidlertid også begyndt at vende sine interesser østpå mod Stillehavet, og har blandt andet anlagt en stor flådehavn ved Vladivostok. For at kunne dominere det østlige Stillehav behøver russerne imidlertid en havn, der er fri for is året rundt.

Kort efter århundredeskiftet går den russiske flåde i gang med at sikre sig et område i Manchuriet i det nordlige Kina, som kan fungere som flådehavn, et område der i verdenspressen bliver kendt som Port Arthur. Japan kan naturligvis ikke sidde en sådan udfordring overhørig, og trods talrige forsøg på fredsforhandlinger, er krigen mellem de to stormagter uundgåeligt.

I starten af februar leder admiral Togo den japanske flåde til angreb på Port Arthur. Det første slag finder sted den 8. februar, men på grund af forsinket post, starter krigen altså først formelt den 10.

Krigen bliver en sand katastrofe for Rusland, der ikke for alvor vinder ét eneste slag. Tværtimod mister tsar Nikolaj først sin Stillehavsflåde efter en langvarig belejring af Port Arthur, og hen imod slutningen af krigen ryger også Østersøflåden, der har sejlet hele vejen rundt om Europa og Afrika, for at komme til hjælp. I mellemtiden tager Japan kontrollen med hele Manchuriet med alle dets vigtige havne.

I selve Rusland medfører den militære fiasko til voldsom utilfredshed og opstande imod tsardømmet. Tsar Nikolaj har håbet at kunne bruge krigen mod Japan til at samle befolkningen bag sig. I stedet bliver hele året 1905 præget af revolutionære tilstande anført af blandt andre marinesoldaterne fra den eneste tilbageværende russiske flåde, Sortehavsflåden.

Revolutionen i 1905 vælter ikke tsaren fra magten, det kommer til at kræve en endnu mere grusom krig, før folket til sidst har fået nok, men det indskrænker tsarens magt og åbner for oprettelsen af det første valgte parlament.

Den Russisk-Japanske krig slutter officielt med fredsslutning på amerikansk initiativ den 5. september 1905 med indgåelsen af Portsmouth-Traktaten, der deler magten i Stillehavet mellem USA, Japan og Storbritannien, en balance, der holder helt frem til Japans angreb på Pearl Harbor den 7. december 1941.