Det er historien om det 20. århundrede, der fortælles, mens en 100 år gammel klovn smider masken for sidste gang i »En klovns ansigt«.

»Jødiske klovner, sigøjnerklovner, homoseksuelle klovner, børneklovner – alle med hvid kalk, der dækker deres ansigter. Og således bliver min sjette hvide maske lavet af kalk, og jeg har aldrig forvundet den smerte.«

Ingrid Riis

Teateranmeldelse

af Gert Poder

I 1900-tallets sidste time, den 31. december 1899, fødes en dreng på Barbados, mens klokkerne ringer og fyrværkeriet brager.

Hans mor, sigøjnerluderen, er sort som tjære, men det nyfødte barns ansigt er hvidt.

Nøjagtigt 100 år senere gennemfører en gammel klovn sin sidste forestilling for at lægge sig til at dø. Ringen er sluttet for drengen med det hvide ansigt.

Klokkerne indvarsler det 21. århundrede og fyrværkeriet oplyser Londons begsorte nattehimmel, mens den 100-årige olding fortæller om sit livs syv masker.

Manuskriptet til En klovns ansigt i Nyhavns-teatret Får 302 er skrevet af den engelske dramatiker og skuespiller Justin Butcher. Han er især kendt for kontroversielle teaterstykker om Israels krig mod Gaza, nigerianske børnesoldater og Guantanamo-basen.

Skuespilleren Hans Henrik Clemmensen har oversat, og beretter som klovnen Scaramouche Jones det 20. århundredes tragiske historie. Maske efter maske forsvinder ned i den skrammede cirkuskuffert for sidste gang, mens 100 år passerer revy.

Som faderløst barn søger han sin identitet på Barbados, havner som forældreløs, slave og flygtning i Afrika, står 25 år i lære som bondefanger og klovn i Arabien, inden skæbnen fører ham til italienske Venedig under Anden Verdenskrig.

Som fange i en nazistisk udryddelseslejr i Kroatien redder han livet ved at kalke og begrave de, der er blevet gasset, skudt eller er døde af underernæring:

– Jødiske klovner, sigøjnerklovner, homoseksuelle klovner, børneklovner – alle med hvid kalk, der dækker deres ansigter. Og således bliver min sjette hvide maske lavet af kalk, og jeg har aldrig forvundet den smerte.

Det er her han opdager sit talent, sit kald: han kan få de små børn til at smile sekundet før de træder ind i det dødbringende bad. Det hvide ansigt er blevet til en klovn.

Og her, i sit 50. år, får han for første gang en identitet – et britisk pas, og den syvende maske:Den hvide Leichner-sminke. Sminken kan tages af og på som et kostume, aften efter aften, år efter år. Ordene forsvinder under tavshedens hvide maske.

En klovns ansigt er en mageløs forestilling, der blev produceret første gang til Masken Egnsteater i Nykøbing F. i 2010. Solveig Weinkouffs instruktion formår hele tiden at drive Hans Henrik Clemmensens stort anlagte ansigts- og kropsmimik ubønhørligt frem i Inger Mikkelsens cirkus-scenografi.

Klovnens mund kan vende to veje, og i En klovns ansigt vender den ikke kun opad under de 70 minutters tryllebundne monolog. Det er til tider smerteligt, andre gange rørende men det er hele tiden autentisk.

Det er summen af 100 års menneskelig vanvid, renset for tudefjæs og fladpandet ideologi. Det er en forestilling, der skal ses af vor egen indre klovn.

En klovns ansigt. Manus: Justin Butcher. Instruktion: Solveig Weinkouff. Med Hans Henrik Clemmensen. Får302 til 18. februar.