18 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Telefonen blev opfundet af…? - 14. februar 1876

Telefonen blev opfundet af…? - 14. februar 1876

Tirsdag, 14. februar, 2012, 11:46:18
Alle kender Bells »telefon«, så her er et billede af professor Elisha Gray med en af sine utallige elektro-musikalske opfindelser.
blog.americanhistory.si.edu

 

Ethvert barn ved da, at vi kan takke opfinderen Bell for telefonen. Men er det nu også hele sandheden?

Den 14. februar 1876 bliver to ansøgninger afleveret på det føderale patentkontor uafhængigt af hinanden.

Ansøgerne er de to opfindere Elisha Gray og Alexander Graham Bell. De ansøger begge om patent på stort set den samme opfindelse, nemlig den såkaldte »harmoniske telegraf«, der siden bliver udviklet til telefonen.

Både Gray og Bell har gennem længere tid uafhængigt af hinanden arbejdet med forskellige løsninger, der skal gøre det muligt at sende flere forskellige telegraf signaler i hver sin retning gennem det samme kabel.

Dette arbejde har imidlertid ledt dem på sporet af en helt anden mulighed, nemlig at transmittere lydbølger gennem et kabel ved hjælp af elektriske impulser.

Forsøgene på at udvikle en metode til at sende lyd over store afstande har stået på i flere hundrede år. Mere end 20 år tidligere har den tyske opfinder Johann Phillipp Reis udviklet et elektrisk apparat, der kan transmittere klare toner, men kun svagt kan gengive menneskelig tale. (Den første sætning, som Reis nogensinde transmitterede med sin primitive »telefon«, skulle angiveligt have lydt »Hesten spiser ikke agurkesalat«).

Først med Elisha Grays og Alexander Graham Bells arbejde på den »harmoniske telegraf« finder man frem til den teknologi, der gør tydelig transmittering af stemmer muligt. I 1875 finder Gray ud af, at man kan gøre signalet langt mere tydeligt ved at lade lydbølgerne forplante sig i væske, og den 14. februar 1876 indgiver hans advokat patentbegæring på dele af systemet.

Bell kommer ham dog i forkøbet og indgiver samme dag begæring på en næsten identisk, men mere komplet opfindelse, der også beskriver opfindelsens anvendelse, at transmittere lyd.

I dag diskuteres det stadig, om Bell bevidst har stjålet ideen til dele af sit system fra Gray, men det har aldrig kunne bevises. Patentkontoret står nu med lidt af en hovedpine: Kun én af de to opfindere kan få patent på opfindelsen, men ingen kan gøre krav på at have været først.

Sagen bliver udsat i en uge, så Gray kan få mulighed for at indgive en patentbegæring på hele sit system, men lige meget hjælper det: Den 7. marts får Bell officielt tilkendt patent nummer 174.465.

K un tre dage senere afprøver han for første gang med succes det apparat, der senere skal blive til telefonen.

Én af de embedsmænd, der behandler de to patentbegæringer, indrømmer senere, at han på tidspunktet for patentbehandlingen stod i gæld til Alexander Graham Bell og oven i købet har vist ham Grays skitser.

Alligevel er det i dag Bell der mindes som opfinderen af telefonen.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


14. feb. 2012 - 11:46   03. sep. 2012 - 10:59

Historie