Red Hot Chili Pepper er med »I'm with You« tilbage med en mere rocket og knap så funky lyd
Anmeldelse
af Helge Knudsen
Lad det være sagt med det samme: Jeg savner John Frusciantes knivskarpe, funky guitar-riffs på Red Hot Chili Pepper sidste plade, I’m With You.
I et fire mand stort band er det klart, at guitaristen spiller en stor rolle, Og med farvel til John Frusciante og goddag til Josh Klinghofer har bandet fået en ny, knap så funky lyd.
Klinghofer maler meget med den brede pensel. Og ind i mellem bliver det mere gravy end groove, for eksempel på den melankolske Brendan's Death Song.
Det nye album er en lidt ujævn oplevelse, men den rummer også en del perler. Happiness Loves Company med honky tonk klaver og den lange, lyriske Police Station er to af dem.
Man kan mærke på bandets tiende album, at sanger Anthony Kiedis, bassisten Flea og trommeslager Chad Smith efterhånden er nogle midaldrende herrer.
Det er derfor ikke kun den unge Josh Klinghofe – der gik i børnehave da Red Hot Chili Pepper så dagens lys i firserne – der gør I'm With You til en mere tilbagelænet og knap så up-beat plade som de foregående.
Det er ikke ubetinget dårligt. Lyrikken har vundet ved det. Kiedis skriver stadigvæk noget rent nonsens ind imellem, som man kan høre det på for eksempel Ethiopia. Men de to førnævnte perler rummer refleksioner langt ud over, hvad der ellers er leveret fra den hånd.
Men hvad musikken angår, er I'm With You efter min mening desværre præget for meget af Red Hot Chili Sauce. Værket savner de skarpe, friske pebercorn, der var flere af i Frusciante-tiden, med pladerne Californication, By the Way ogStadium Arcadium.
Men det kan også være lidt uretfærdigt at at sammenligne Red Hot Chili Pepper med sig selv.
Chilipeberne er stadigvæk i verdensklasse, også på I'm With You, og bestemt stadig værd at høre på.
Red Hot Chili Peppers:I'm With You.Warner Bros. Records 2011.Er udkommet
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
