Hvert år mister cirka 2500 børn og unge under 18 år en af deres forældre. Kræftens Bekæmpelse i Aalborg har fået sat musik til deres sorg.
af Gert Poder
Kræftens Bekæmpelse i Aalborg er et af de få steder i landet, hvor børn kan få hjælp til at tackle den sorg det er at miste en far eller mor.
»I al vores rådgivningsarbejde i Aalborg er det vigtigt for os, at fokus er på livet – på livsglæden og livsmodet. På det levede liv i fortid, nutid og i fremtiden«, skriver rådgivningsleder Inge Kaldahl Friberg i forordet til cd’en På den anden side.
Det er en »Musik compilation om kærlighed, tab og håb«, udgivet af Kræftrådgivningen i Aalborg. Musik og sange er lavet af profesionelle musikere, men det er børnene selv, der har skrevet om deres tab.
Titler som Luftkaptajn i himlen, Englemor, Min far er en engel, På den anden side og Når du ta’r herfra taler for sig selv. De fleste bygger det, som de seks til 10-årige børn har fortalt musiker Viggo Steincke.
Han har sammen med en række tekstforfattere nænsomt og loyalt formidlet deres historier videre, som i Spejlet, sammen med Marianne Nielsen:
Der er dage, hvor jeg længes
og næsten går itu
hvor jeg sparker til min bedste ven
og be’r ham skride nu.
Men han bli’r bare stående
Det er derfor han er min ven
Måske vi drikker saftevand
Og spiller bold igen.
En række musikere har deltaget i arbejdet. Per Vers synger, Michala Petri spiller blokfløjte, Jøren Thorup spiller klaver og Jacob Mygind spiller saxofon på dette lille smukke værk.
Overskud ved salg af cd’en går ubeskåret til Kræftens Bekæmpelses arbejde med børne– og ungdomsgrupper i Nordjylland.
På den anden side. Musik compilation om kærlighed, tab og håb. RRM 062011, Gateway music.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278