Efter sin stiftelse har den britiske anti-atomvåben bevægelse brug for et logo. Det udvikler sig til et af verdens store logoer.
Den 21. februar 1958 færdiggør den britiske designer Gerald Herbert Holtom arbejdet på et nyt logo, der skal bruges af den første brede folkelige bevægelse imod atomvåben i Storbritannien.
Bevægelsen CND (Campaign for Nuclear Disarmament) har netop holdt sit stiftende møde tre dage tidligere med over 5000 deltagere. Bevægelsen behøver nu et officielt logo til den første store atomvåben protest i påsken.
Holtom, der er pacifist og har været militærnægter under Anden Verdenskrig, påtager sig selv opgaven. Han giver sig straks i kast med at finde frem til et simpelt og letgenkendeligt grafisk symbol, der er nemt at reproducere på bannere og ”slikkepind”-skilte.
Efter at have afprøvet en række forskellige koncepter lægger Holtom sig fast på et enkelt design. En cirkel – der symboliserer Jorden – omkranser en kombination af de to flag-signaler (semaforer) for bogstaver N og D for »Nuclear Disamament« (atomnedrustning).
Kombinationen af de to semaforer er desuden et genkendeligt symbol for en fortvivlet gestus, lavthængende udbredte arme.
Holtoms design bliver første gang brugt ved den første påskemarch i starten af april 1958 fra London til atomanlægget i Aldermaston. Den er arrangeret af CND og Direct Action Committee.
Påskemacherne er siden blevet en tradition for anti-atomvåben bevægelser over store dele af verden, men endnu større udbredelse får CND’s logo.
Holtoms design, som aldrig bliver underlagt copyright, har siden opnået international udbredelse, ikke bare som symbol på modstanden mod atomvåben men som et almindeligt anerkendt fredssymbol.
Det regnes som et af de bedst kendte og stærkeste logoer i verden.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278