Efter mange års forgæves indsats lykkes det endelig i 1959 igen at prikke hul på arbejdsgivernes uvilje mod kortere arbejdsgade.

Mellem 1830’erne og 1870-erne står kampen om 10-timers og 9-timers arbejdsdage, som blandt andet i England resulterer i fabrikslove, der lægger loft over arbejdstiden. Og fra 1880’erne starter en international kampagne for en 8-timers arbejdsdag.

Der skal gå næsten 40 år, før der bliver rørt ved 48-timers ugen, som var forhandlet på plads i 1919. Men ved overenskomstforhandlingerne i 1958 bøjer arbejdsgiverne sig for at sætte arbejdstiden ned. Det skal ske over en periode på tre år, men 45 timer om ugen træder i kraft denne dag i 1959.

Efter Anden Verdenskrig rejses kravet om 44-timers ugen, og enkelte faggrupper forsøger uden LO's støtte at bryde 48 timers ugen – blandt andet den lange typografstrejke i 1947 – men uden succes.

I begyndelsen af 50’erne rejses kravet atter. Det hænger dels sammen med stigende styrke i fagbevægelsen, fortsat arbejdsløshed efter krigen og omfattende rationaliseringer indenfor industrien.

Ved overenskomstforhandlingerne i 1956 bliver kravet sat på dagsordenen, men efter en kompliceret proces, der ender med regeringsindgreb i forhandlingerne, bliver kravet ikke gennemført i første omgang. Den store mobilisering under konflikten skræmmer dog arbejdsgiverne, der ved forhandlingerne i 1958 går med til at sænke arbejdsugen fra 48 til 45 timer over de følgende tre år.

I de følgende 13 år bliver den ugentlige arbejdstid nedsat til 40 timer, og i 1974 var 5-dages-ugen med 8 timers daglig arbejdstid en realitet.

Da den borgerlige regering i 1985 lavede et lovindgreb i overenskomstforhandlingerne, som udløste en af de største massestrejker i Danmark, var den eneste kompensation til arbejderklassen en nedsættelse af arbejdsugen til 39 timer.

I 1987, hvor arbejdsgiverne stadig var skræmte efter massestrejken i 1985-overenskomsterne, blev den nuværende 37 timers arbejdsuge indført.