18 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Når sorgen rammer et barn

Når sorgen rammer et barn

Onsdag, 29. februar, 2012, 18:26:27

»Ekstremt højt og utrolig tæt på« er en fin og smuk film om en 11 årig drengs sorg og traume, efter at han har mistet sin far i New Yorks Twin Towers den 11. september 2001.

Mens alt endnu var godt. Far og søn udlever den store Karate Kid-drøm.
Fra filmen

Filmanmeldelse

af Jørgen Melskens

Den sorg, der ramte en lang række familier og især børn efter angrebet på World Trade Center i New York den 11. september 2001 er nok ikke så anderledes end den sorg der rammer familier og børn efter andre katastrofer.

Men medierne har siden begivenheden mindet os om, at alle i den vestlige verden burde have større sympati for denne katastrofe end andre katastrofer.

Siden er fulgt romaner og film om 11. september, og forfatteren Jonathan Safran Foer var i 2005 nok den første forfatter, der gik i dybden med at analysere sorgen hos en række familier i New York.

Hans roman er der nu kommet en gribende og smuk film ud af, Ekstremt højt og utrolig tæt på.

Den viser gennem 11-årige Oskars øjne og bevisthed (Thomas Horn), hvad det vil sige at miste en far (Tom Hanks), som han på alle måder så op til. En kærlig, fantasifuld og spillevende far, der altid har støttet sin søn i hans sære ideer og fantasifulde verden.

Drengen er desuden super intelligent og har, trods sin unge alder, allerede gjort sig forskellige forestillinger om, hvordan verden er sat sammen og hvor absurd den kan udfolde sig. Som når han ikke kan klare, at farens krop ikke ligger i kisten, da han  skal begraves.

Det helt store chok og traume  har han fået, da han kommer tidligt hjem fra skolen den 11. september og på telefonsvareren kan høre farens stemme, da han forgæves forsøger at ringe hjem.

Han er fanget øverst i World Trade Center bygningen og venter sammen med et halvt hundrede andre på, at brandvæsenet skal komme.

Stephen Daidry har lavet følelsesladet film, men han har også gjort sit forarbejde godt. Han har blandt andet hentet bistand hos Tuesday’s Children, en non-profit organisation etableret af familie og venner til 11. september-ofrene.

Filmen svælger ikke i selve katastrofen, men holder sig nærmest på sidelinien. Den skal ses for sin fine måde at fortælle om børns følsomme sindelag og at de på en eller anden måde måske selv føler sig skyldig i episoden.

Ekstremt højt og utrolig tæt på. Instruktion: Stephen Daidry. 129 minutter. Premiere i dag.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


29. feb. 2012 - 18:26   03. sep. 2012 - 10:50

Film