Da Rusland ophæver livegenskabet i 1861 betyder det dannelsen af en stor, jordløs klasse , der flytter til byerne og mulig­gør revolutionen.
Den 2. marts 1861 udsender den russiske russiske zar Alexander II et manifest, der officielt ophæver livegenskabet og stavnsbåndet for de mange millioner mennesker, der lever under tvang og undertrykkelse i et af Europas sidste tilbageværende feudale samfund.

I midten af 1800-tallet består det enorme russiske kejserrige for langt størstedelens vedkommende af mere eller mindre isolerede landsbysamfund, hvor befolkningen i de mere end 20 millioner husholdninger stort set lever, som de har gjort siden middelalderen.

Bønderne og husmændene er ufrie, ejer ikke deres egen jord og er helt og holdent underlagt enten en lokal herremand der ejer jorden eller staten og zaren selv.

I modsætning til sin far er zar Alexander meget optaget af at skabe udvikling i sit enorme rige.

Rusland er netop blevet grusomt ydmyget af Storbritannien og Frankrig under Krim Krigen, og den liberale overklasse i storbyerne er store fortalere for at genrejse Rusland gennem reformer, der kan åbne for industrialisering og bedre infrastruktur.

En af de alvorligste forhindringer for udviklingen er liv­egenskabet, som fastlåser størsteparten af befolkningen i en forældet landbrugskultur og forhindrer folk i at rejse tilbyerne og skabe grobund for en arbejderklasse.

Løsningen bliver en moderat reform, som bliver præsenteret med manifestet den 2. marts 1861:

Livegenskabet bliver ophævet, og bønderne får ret til at købe deres egen jord af herremændene eller staten, og de mange små isolerede landsbysamfund får lov til selv at fordele jorden imellem sig.

Som »kompensation« får herremændene tildelt meget af den »allemands-jord«, der tidligere har hørt under staten og som tæller blandt andet veje og skove, og som herremanden nu kan kræve betaling af bønderne for at benytte.

I realiteten ændrer bøndernes vilkår sig dog ikke væsentligt. Mange bliver fastlåst i gæld til herremændene, der forsætter udnyttelsen som før, og mange steder bliver bønderne tildelt så lidt jord, at det mange steder leder til lokale oprør på grund af sult.

Helt galt går det for de millioner af husmænd og landarbejdere, der ikke får tildelt jord overhovedet.

Mange fortsætter med at leve en slavetilværelse, mens andre flytter til byerne og danner grundstammen i det arbejdende proletariat, der få årtier senere kommer til at vende op og ned på verdenshistorien.