18 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Den stumme død

Den stumme død

Torsdag, 01. marts, 2012, 18:53:59

Med »Den stumme død« fortsætter den tyske krimi-forfatter Volker Kutscher sin serie af pulserende tidsbilleder fra 30’ernes Berlin med en hårdkogt actionroman.

Boganmeldelse

af Bjarne Nielsen

Marts 1930. En skuespillerindes død fører den egensindige kriminalassistent Gereon Rath ind bag kulisserne i filmmetropolen Berlin.

Her oplever han en branche under dramatisk omvæltning. Tonefilmen er i fuld gang med at erobre det hvide lærred, og mange formår ikke at omstille sig til den nye verden.

Under indspilningen af en tonefilm bliver en berømt skuespillerinde ramt af en projektør og slået ihjel. Hændelsen ligner et uheld, men da endnu en skuespillerinde findes myrdet, er der ingen tvivl om, at en morder er på spil.

Omstændighederne er makabre: den døde kvindes stemmebånd er skåret ud.

Efterforskningen fører Rath midt ind i en krig mellem rivaliserende filmproducenter og langt ned i byens underverden på et tidspunkt, hvor den er på kogepunktet.

Kommunister og nazister marcherer i gaderne, og begravelsen af en død nazist fører til vilde kampe.

Samtidig må Rath hjælpe sin far med en celeber afpresningssag, hans veninde Charly vil ikke kendes ved ham, og hans chef truer med at suspendere ham.

Ikke underligt, at det hele er ved at vokse ham over hovedet.

Den stumme død er en hårdkogt, sort-hvid actionskrimi og et farvestrålende, pulserende tidsbillede af storbyen Berlin i 1930'erne. Den har en del sidehandlinger, hvor autentiske personer som eksempelvis den senere forbundskansler Adenauer, optræder.

Rath er en skrap opdager med instinktive reaktionsevner, hvis hænder sidder løst, også overfor mindre sympatiske kollegaer i det preussiske korps.

Det er Volker Kutschers anden bog i en planlagt serie af krimier der foregår i førkrigstidens Berlin. Som første bind, Den våde fisk, der tidligere er skamrost her i avisen, læser man Den stumme død med vellyst og i ét hug.

Det er en kanon krimi, der kan læses selvstændigt. 

Volker Kutscher: Den stumme død. 560 sider, 300 kroner. Forlaget Sohn.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


01. mar. 2012 - 18:53   03. sep. 2012 - 10:38

Bøger