Enhver med opera-fobi bør gribe chancen for at lære dette enestående medie at kende ved at se »La Traviata« af Guiseppe Verdi i Operahuset.

Den arrogante grev Gremont fortryder sine handlinger og beder den døende Violetta om tilgivelse.

Miklos Szabo

Operaanmeldelse

af Gert Poder

Hun er gudeskøn – så skøn, at rige mænd er villige til at ofre formue og anseelse for et blik eller blot et nik.

Violetta er hovedperson og omdrejningspunkt i Guiseppe Verdis opera La Traviata, der lige nu kan opleves i Operahuset.

Hun er en af Paris’ titusindevis af prostituerede, der udspringer af arbejderklassens usle levevilkår. Men Violetta er mere end det. Hun er kurtisane, som man har kaldt de bedste kredses prostituerede siden den franske og italienske renæssance.

Denne opstigen af den sociale rangstige kan hun takke sin skønhed, kvindelighed og ikke mindst hendes evne til at sprede benene for de rigtige mænd – det franske aristokrati.

Og lige som de fleste af sine medsøstre på den tid venter der hende en krank skæbne. Hun dør, stadig ung, i fattigdom af lungetuberkulose, forladt af sine rige velyndere.

Opera-realisme

Guiseppe Verdi (1813-1901) byggede operaen på den franske forfatter Alexandre Dumas’ selvbiografiske debut­roman Kameliadamen fra 1848. Bogen blev en litterær sensation, og gjorde med ét slag den 22-årige forfatter kendt.

Da Verdi så Kameliadamen som teaterstykke nogle år senere, fik han en banebrydende id. Han ville skabe en helt ny og anderledes opera.

Den skulle bryde de gældende konventioner om, at en dramatisk opera helst skal være bygget over et bibelsk eller historisk emne, og i hvert fald foregå i en fjern fortid.

Verdis ønske om at lade publikum møde nutidsmennesker med nutidsproblemer stødte ind i store problemer. Hans krav om, at sangerne skulle bære almindeligt tøj blev ganske enkelt underkendt.

Myndighederne i Venedig, hvortil den nye opera La Traviata var skrevet, turde simpelthen ikke chokere publikum så meget. Inden premieren i 1853 måtte Verdi modstræbende acceptere at flytte historien tilbage til 1790’erne.

Opgøret med patriarkiet

La Traviata rummer – som mange af tidens bedste scenedramatik – også et politisk og kulturelt opgør.

Her er det forholdet mellem den altdominerende patriark og hans familie, især den nye generation. De må enten underkaste sig husfaders vilje, eller se sig bortvist fra det gode selskab og gjort arveløse.

I La Traviata starter tragedien således, da grev Germont tvinger Violetta til at slå op med sønnen Alfredo, selv om hun har forladt lastens huler og er flyttet på landet med sin elskede.

Søsteren er tilbudt giftermål, men det kan familien skyde en hvid pind efter, hvis det kommer frem, at broren kommer sammen med en luksusluder.

Trods deres spektakulære rolle i storbyens selskabsliv er kurtisanerne ikke accepteret af den herskende klasse. De er henvist til at leve i en Demi-Monde – »halvverden« – i byens caféliv sammen med kunstnere, ludere, lommetyve levemænd og journalister fra boulevardpressen.

Typisk for datidens autoritetstro må Violetta gå ind på Germonts idiotiske, egoistiske krav og bilde sin elskede Alfredo ind, at hun vil forlade ham for en anden mand.

Hun vender tilbage til det vilde selskabsliv, men rammes snart af tidens svøbe, TB. Snart er det slut med et liv i sus og dus, og til sidst lever hun hjemløst som et dyr, kun beskyttet af sin trofaste tjenestepige.

Guiseppe Verdi så aldrig sin vision om nutidsdramatik og nutidsproblemer opfyldt. Efter hans død i 1901 blev kunsternes krav om realisme fortrængt af symbolik og abstraktion – fra vidnesbyrd til navlepilleri.

Guiseppe Verdi skrev musikken til La Traviata på et tidspunkt, hvor han havde nået et kunstnerisk og håndværksmæssigt højdepunkt. Med sikker hånd rystede han den ene smukke solo, duo eller korsang ud af ærmet, det hele bundet sammen med sikker, dramatisk realisme.

Det er kakao for trommehinder og maveknips for følesansen, et blik ind i både en verden af i går og vor egen tids skrøbelighed.

Mennesker med opera-fobi skulle gøre sig selv den tjeneste at se et af de smukkeste og mest rørende multimedieværker, verden har set, som altid troværdigt håndteret af en kriseramt Kongelig Opera.

La Traviata. Instruktion: David Radok. Dirigent Marcello Mottadelli. Scenograf Lars-Åke Thessman. Den Kongelige Opera, til 26. april.