Efter 18 års ægteskab flytter ondskaben ind hos det midaldrende par. »Det glade vanvid« er vanvittig komik om noget så tragisk som skilsmisse.
Teateranmeldelse
af Gert Poder
Skilsmisse som underholdning er rykket ind på landets teaterscener.
Årsagen er ligetil. Med en skilsmisseprocent på over 40 er et ægteskab ikke længere noget, der varer til døden os skiller. Og ikke alle skildsmisser forløber lige fredeligt.
I fredags anmeldte John Bruun Peter og Elgen på Teater Grob. Og nu kommer »årets skilsmissekomedie«, Det Glade Vanvid, på Bremen i Nyropsgade.
Den er baseret på en roman af Warren Adler, The War of the Roses, filmatiseret med Michael Douglas og Kathleen Turner i de to hovedroller.
I den danske version er Charlotte (Ditte Gråbøl) og Henrik (Søren Østergaard) løbet sur i den ægteskabelige lykke. Kort sagt – de vil skilles, men så er der lige det med huset.
Han vil under ingen omstændigheder flytte, hun er overbevist om, at det er hendes ret at blive boende. Der må juridisk ekspertice til, og ind kommer to grådige advokater (Birgitte Raaberg og Michael Hasselflug).
Var der ikke knuder på kommunikationen før, så sørger de to juridiske gribbe for, at de to før så kærlige ægtefæller taler totalt forbi hinanden.
Dumstolthed, forfængelighed, smålighed og ren hævnfølelse fletter sig sammen i en uhellig alliance, der langsomt men sikkert nedbryder ethvert forsøg på almindelig fornuftig opførsel. Og i baggrunden puster de to advokater naturligvis velvilligt til hadets altfortærrende flammer.
De to hovedroller gør et fornemt forsøg på at løfte historien om skilsmissen, der løb løbsk, mens der ikke er meget kød på de to advokaters roller.
Til tider sprinter stykket over stok og sten med groteske indslag. Andre gange går det hele ligesom i stå, men vittigt og menneskelig forståeligt er det hele tiden.
Det hele kulminerer naturligvis i – tjah, det glade vanvid. Måske burde stykket være sat op til skræk og advarsel før den nyligt overståede Valentinsdag.
Det Glade Vanvid. Instruktion og koncept: Vibeke Wrede. Hele landet i marts, herefter Bremen til 20. april.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278