Vincent Garenqs film »Guilty« om den franske retsskandale Outreau–affæren er på én gang skræmmende virkelig og simpelthen for meget.
Filmanmeldelse
af Benjamin Nehammer
Forestil dig din egen reaktionen på følgende hændelse:
En mand, hans kone og deres tre børn vækkes ved lyden af biler og larm i familiens indkørsel.
Skræmt og panikslagen trækker faren, Alain Marécaux (Philippe Torreton), i badekåben og finder hurtigt ud af, at det er politiet, der er mødt talstærkt op.
Foran de skrækslagne børn arresterer de både Alain og konen Edith (Noemie Lvovsky). For pædofili.
Så har du temaet i den franske filminstruktør Vincent Garenqs film Guilty, der er månedens film i Filmhuset i København.
Baseret på hans dagbog fra fængslet fortæller filmen om Alains kamp for at bevise sin uskyld. Filmen udspiller sig i det mareridt af et retssystem, som åbenbart er det franske.
Alain har tilsyneladende ingen rettigheder og politiet har fra starten taget stilling: Manden er skyldig – på baggrund af et meget tvivlsomt vidnesbyrd.
Og så er det ikke engang løgn.
En retsskandale
Outreau-affæren, som den kom til at hedde, er en af de største skandaler i fransk retshistorie.
Og hvilken skandale!
For der er ingen tvivl om, at Alain og Edith er uskyldige. Sympatien ligger efter filmens indledning solidt plantet hos familien.
Disse første ti minutter er formidable, og bliver en forsmag på den underspillede og iskoldt konstaterende stil, som resten af filmen gør brug af.
For eksempel i den korte og effektivt klippede skildring af, hvordan familielivet ender: Alain lægger sig ved sin kones side, og ved en armbevægelse får vi et glimt af et efterhånden rutinepræget, men kærligt familieliv.
En dårligere film havde såmænd bare givet os en elskovsscene.
Garenq håndterer det svære selvbiografiske materiale stærkt underspillet og Torretons præstation som Alain er bemærkelsesværdig. Den balancerer konstant mellem opgivende patos og trodsig stædighed.
Bare for meget
Men vi skal så gruelig meget igennem. Med al respekt for den virkelige Marécauxs tragedie når Guilty et punkt, hvor det bliver for meget.
Ikke på grund af ubehag ved emnet, nok snarere fordi filmen som dramatisk primus motor synes at have netop det ubehag.
Med andre ord synes hele filmens drivkraft til tider at være et spørgsmål om, hvor indignerede publikum kan blive.
I den henseende er Garenq nådesløs, og det havde da også været en hån at efterlyse deciderede lyspunkter i filmen, når den faktiske historie er så grufuld som den er.
Sagen blev af de franske medier betegnet som et »juridisk Tjernobyl«. Hvis Guilty bare er nogenlunde tæt på den virkelige proces, er den betegnelse ikke en overdrivelse.
Guilty. Instruktion:
Vincent Garenq. 101 minutter. Cinemateket,
Gothersgade i København 8.–11. og 13.–18. marts.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
