I en veldokumenteret bog afdækker historikeren Dino Knudsen den amerikanske fagbevægel-ses og CIA’s omfattende støtte til det danske Socialdemokratis kamp mod kommunismen.
Boganmeldelse
af Bjarne Nielsen
Alle er bekendt med, at DKP fik ‘Moskva-guld’ til deres aktiviteter. Venstre – og andre velorienterede – kendte også til ‘CIA-guld’ til Socialdemokratiet.
I en ny, velskrevet og veldokumenteret bog, Amerikaniseringen af den danske fagbevægelse, afdækker historikeren Dino Knudsen hvordan og omfanget af den amerikanske fagbevægelses og CIA’s støtte til det danske Socialdemokratis kamp mod kommunismen. Ligeledes kommer han ind på tilknytningen til NATO, primært i fagbevægelsen.
Danmark blev via Marshallhjælpen og NATO-medlemskabet tidligt integreret i den vestlige alliance. Især fra USA fik vi impulser, som var med til at forme vores samfund: produktivitet og forbrugerisme, klassesamarbejde og antikommunisme, frihandel og europæisk integration.
Det amerikanske LO, American Federations of Labour, AFL, spillede en hovedrolle i dette.
Siden 1920’erne havde AFL samarbejdet hemmeligt med FBI om at angive venstreorienterede og bryde uønskede strejker. I 1944 stiftede AFL The Free Trade Union Comitee, FTUC, som fra starten var tænkt som et bolværk mod kommunismen og et forsvar for kapitalismen, hvorfor CIA, det amerikanske efterretningsvæsen for udenlandske efterretninger, var en af de finansielle kilder.
En af FTUC’s ledere var den tidligere kommunist Irving Brown, der var faldet i unåde i Sovjet.
I 1945 stod Irving Brown på talerstolen hos De samvirkende Fagforbund, det daværende LO, som et led i en større Europaturné for at diskutere internationale fagforeningsspørgsmål. Besættelsen havde sat sine spor, og kommunisterne var overalt gået voldsomt frem. Brown opfordrede fagbevægelsen til at orientere sig mod Vest.
De samvirkende Fagforbund, DsF, og formand Eiler Jensen, der før og under krigen havde været utroligt aktive i kampen mod DKP, spillede en nøglerolle for FTUC i Danmark. DsF tilsluttede sig Marshallplanen i 1948.
DsF’s formand Eiler Jensen, som USA kaldte for den »stærkeste antikommunist i den danske fagbevægelse«, var ikke smålig med udlevering af materiale om aktive kommunister til amerikanerne og dermed CIA. En navneudlevering, der på alle måder er skandaløs, og som ville vække et ramaskrig, hvis det var venstrefløjen, der havde begået denne misgerning.
Marshallplanen
»I hvilken udstrækning Marshallplanen bliver et kapitalistisk eller et folkeligt projekt, afhænger af fagbevægelsen. I hvilken udstrækning Det Europæiske Genopbygningsprogram bliver en succes eller en fiasko, afhænger af fagbevægelsen« udtalte den amerikanske fagbevægelse, AFL.
Marshallhjælpen var en økonomisk investering til de europæiske lande, der sikrede disse en ny vækst, og at USA kunne udnytte alle sine økonomiske ressourcer og samtidig være et instrument i kampen om sjælene. For som Brown udtrykte det i 1949: »Den der vinder den europæiske fagbevægelses sjæl, kan opnå alle andre mål«.
Centralt i kampen om den internationale fagbevægelses sjæl var de tidligere kommunister Brown og Lovestone, der efter at have gjort sig utilbens i Komintern gjorde lynkarriere som antikommunistiske eksperter i den amerikanske fagbevægelse.
Her bidrog de til at smadre den stærke og kampvillige fagbevægelse i bilindustrien i Detroit og blev hurtigt indsat i Vesteuropa.
Bogen giver fremragende portrætter af ‘evangelisten’ Brown og den tidlige formand for USA’s kommunistparti, CPUSA, Jay Lovestone, der kunne alle ufine tricks. Og brugte dem!
I Middelhavets havne medvirkede de til at stifte alternative fagforeninger, bryde fysiske strejker og sabotageforsøg vendt mod Marshallplanen. På syv år besøgte Brown 26 lande herunder Danmark i 1945.
I 1948 får Lovestone hemmelig kontakt med det nydannede CIA, der eksempelvis i 1950 støttede FTUC med 170.000 dollars, hvilket var mere end de amerikanske fagforbund støttede dem med. Pengene blev primært brugt i Frankrig, Italien og Tyskland.
Bogen påpeger dog også gnidninger mellem FTUC og CIA. Således advarede kommunistjægeren McCarthy FBI’s Hoover om, at Lovestone var trotskist og »Tito-kommunist«.
Kursus for danske fagforeninger
I USA startede et træningsprogram for danske arbejdere, fagforeningsfolk og arbejdsgiverne, hvor de blev undervist i produktivitetsforbedringer, rationalisering og videnskabelig virksomhedsledelse (!).
Formålet var desuden at gøre kursisterne pro-amerikanske, det vil sige agitatorer for den amerikanske samfundsindretning, men akkurat som studerende på Leninskolen i Sovjet oplevede også de USA-studerende, at kursuslandet havde en bagside. I USA var den blandt andet racismen og de manglende sociale hjælpemuligheder.
Men programmerne var en succes på den måde, at kursister blev klar til yderligere kamp mod kommunisterne, som efter de sammenbrudte enhedsforhandlinger kort efter befrielsen tydeligvis nu var hovedfjenden, og ikke kapitalismen.
Da hele fagtoppen i 1949 havde været på studierejse til Guds eget land, udgav de bogen Amerika er anderledes i et oplag på 50.000, som var finansieret af dollars, og konkluderede, at »USA var ved at finde nye veje frem«, og på demokratiets evne som »skabende kraft«.
Kampklar
Knudsen argumenterer for, at Marshallplanen blev en del af Den kolde Krig, »måske en af årsagerne til den«.
I 1947 sagde USA’s præsident Truman, at »det må være USA’s politik at støtte frie folk, der kæmper mod ydre pres«. Det var doktrinen om at inddæmme kommunismen og være verdens politibetjent.
AFL bakkede op, da »Menneskeheden står foran et kapløb mellem sult og sikkerhed, civilisation og kaos, demokrati og totalitært diktatur, fred og krig« og krævede at være »passende repræsenteret i planlægningen, administrationen og udførelsen« af Marshallplanen.
Den amerikanske regering indså hurtigt, at »fagbevægelsen indtager en strategisk position i nationernes anliggender«, og dens »forståelse for og viden om både amerikansk og europæisk fagbevægelse er det afgørende redskab for moderne diplomater, som desværre mangler i vore konventionelle diplomaters værktøjskasse«.
Regeringen havde i fagbevægelsen fået et nyt værktøj.
Den amerikanske fagbevægelse blev koblet sammen med stat og myndigheder, og fik indflydelse på arbejderattache-programmet, som blev igangsat i 1943 og havde til opgave at rådgive og yde teknisk bistand til fagforeninger, arbejdsgivere og de forskellige landes regeringer.
Det skulle sikre, at fagbevægelse blev overbevist om fordelene ved USA’s politik og orienterede tilbage om deres landes faglige situation samt medvirkede ved implementeringen af Marshallplanen.
Til psykologisk krigsførelse i Vesteuropa brugte USA i 1950 34 millioner dollars, mens de to år efter brugte hele 120 millioner dollars. Den samlede Marshallbistand til Danmark blev på 1,8 milliarder kroner, hvilket svarer til 31 milliarder kroner i dag.
Det Faglige verdensforbund
I 1945 blev Det Faglige Verdensforbund, World Federation of Trade Unions, WFTU, grundlagt.
Blandt grundlæggerne var TUC fra Storbritannien, Centralrådet for Sovjetunionens fagforeninger og CIO fra USA.
Den nye faglige internationale, der repræsenterede 70 millioner arbejdere i 65 lande, gav nyt håb i arbejderkredse verden over efter den internationale splittelse siden 1919.
CIO var radikal/kommunistisk og kampvillig og blev dannet i 1936 efter brud med AFL.
AFL og CIO blev dog atter samlet i 1955 og tilsluttede sig begge Marshallplanen, da venstrefløjen i CIO led nederlag og blev udrenset.
Da Marshallplanen blev lanceret, var Det Faglige Verdensforbund imod, hvilket fik USA/AFL til at reagere. Brown udtalte, at han aldrig havde troet, »vi kunne komme så langt som vi har med hensyn til vores relationer med amerikanere og britere i regeringskredse«. Det betød at verdensforbundets dage som »forenet organisation er talte«.
Dino Knudsen gør her op med myten om, at Verdensforbundets sprængning skyldtes »Pragkuppet« i 1948, og påpeger, at det største offer for magtkampen mellem øst og vest var enhedstanken i den internationale fagbevægelse. Man fik to internationale fagbevægelser – en der støttede Vest og en der støttede Øst.
I Danmark meldte DsF sig ud af Verdensforbundet i maj 1949, hvilket faldt fint sammen med stiftelsen af Atlantpagten, forløberen for NATO. Herved havde staten og fagbevægelsen sluttet sig til den vestlige alliance.
I november 1949 dannes Den Frie Faglige Internationale som modstykke til Verdensforbundet. DsF tilslutter sig sammen med organisationer fra 53 lande. Målsætningen er at »medvirke til at forandre opinionen blandt politiske indstillede fagforeningsfolk der er mistænksomme over for ’kapitalistiske’ regeringer, især USA«.
Klar snak der også betød, at de østeuropæiske, kinesiske og mange koloniserede landes fagbevægelser valgte at stå uden for.
Klasseforræderi
Ud over en uddybning med mange fine eksempler af allerede kendt stof bidrager bogen med meget nyt – især om den amerikanske fagbevægelses rolle som formidler af USA’s udenrigspolitik og den amerikanske fagbevægelses særtræk i forhold til den danske.
Det er dejligt at få samlet denne viden i en så velresearchet og veldokumenteret bog, som den foreliggende. At det sker i et velskrevet og læsevenligt sprog, tjener forfatteren stor ære.
Forfatteren er yderst sober i sin behandling af de forskellige kilders holdninger, mens han flot argumenterer for sine egne vurderinger.
Efter endt læsning er undertegnede bekræftet i Socialdemokratiets skamfulde klasseforrædderi. At partiet også gik fremmede magters ærinde, vidste man allerede efter 1941.
Bogen har udmærkede illustrationer, en imponerende kilde og litteraturliste samt et brugbart navneregister.
Forfatteren Dino Knudsen er historiker og ph.d.-stipendiat. Noteres skal også at bogens udgivelse kun er muliggjort grundet støtte fra en række græsrødder og faglige klubber.
Så mens vi venter på, at DR og TV2 rydder sendefladen, som med Sohns ‘Moskva-guld’, så kan undertegnede på det varmeste anbefale bogen.
Dino Knudsen: Amerikaniseringen af den danske fagbevægelse. Marshallhjælp, kold krig og transatlantiske forbindelser, 1945–1956. 245 sider illustreret. 198 kroner. Museum Tusculanums Forlag.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
