Med den ene hånd sørgede Leifer for, at folk, der var forfulgt af tyskerne og ikke kunne få udrejsetilladelse, officielt blev afvist, mens han med den anden hånd skaffede dem udrejse på anden måde.

Vilhelm Leifer havde et nært samarbejde med fremtrædende modstandsfolk som for eksempel Bent Fauerschou-Hviid (Flammen) og Jørgen Haagen Schmidt (Citronen). Her er Thure Lindhardt som Flammen i aktion i filmen om de to »Flammen og Citronen«.

Sandrew Metronome

af Louis Bülow, forfatter, Aarhus

Den 1. marts var der premiere på den nye film om Hvidsten Gruppen, én af besættelsestidens mest berømte illegale grupper.

Filmen vil med stor sandsynlighed medføre fornyet debat og diskussion omkring hele modstandskampen i Danmark.

En af dens skikkelser var politifuldmægtig Vilhelm Leifer – måske besættelsestidens mest omdiskuterede og stadig kontroversiel og omstridt dèn dag i dag.

Man kunne næsten kalde ham den danske Schindler, for det var rigtig mange jøder, modstandsfolk og forfulgte, han under besættelsen kom til hjælp på forskellig vis.

Men det krævede flair for utraditionelle – til tider lyssky – metoder, som de danske myndigheder stærkt tog afstand fra.

Socialdemokraten Vilhelm Buhl, der i maj 1942 havde efterfulgt Stauning som landets statsminister, holdt i efteråret samme år – den 2. september – sin berygtede antisabotagetale i radioen. Her kaldte han direkte sabotagen farlig og opfordrede befolkningen til at angive sabotørerne.

Det var, hvad modstandsbevægelsen også havde at kæmpe imod i 1942 under den tyske besættelse.

En aften netop omkring dette tidspunkt aflagde Vilhelm Leifer et privat besøg hos en tysk kontaktmand, Horst Gilbert, i lejligheden på fjerde sal på Sortedam Dossering 29 på Østerbro i København.

Trods sin civile optræden som redaktør i Skandinavisk Telegram Bureau var Gilbert tillige tilknyttet den tyske efterretningstjeneste og havde rang som SS-Standartenführer. Han var dansk gift og blev i øvrigt betragtet som Hitler-fjendligt indstillet.

Som daglig leder af Rigspolitiets visumkontor sad Leifer i en central stilling i besættelsestidens Danmark, hvor han skulle administrere alle ansøgninger om udrejse til udlandet.

Han var leveringsdygtig i alle slags legitimationspapirer: Dåbsattester, pas, kørekort, udgangstegn og meget mere, og ret hurtigt blev han involveret i modstandsarbejdet.

Dobbeltspillet

Med den ene hånd sørgede Leifer for, at folk, der var forfulgt af tyskerne og ikke kunne opnå udrejsetilladelse, ganske officielt blev afvist, mens han med den anden hånd noterede deres navne og adresser ned og herefter skaffede dem udrejse på anden måde.

Det lykkedes for ham, da han samtidig havde fået stablet et tæt samarbejde på benene med de svenske indrejsemyndigheder.

Men desuden fik han med båden Mågen etableret sin egen illegale flugtrute over Øresund, der kunne hjælpe modstandsfolk, jøder og forfulgte i øvrigt ud af det besatte Danmark.

Mågen sejlede flygtninge til Sverige tre gange om ugen fra en lille bådebro under godset Gjorslev på Stevns, og hjemad medbragtes ofte illegale tryksager og bøger, trykt i Sverige.

Et års tid efter krigens afslutning beskrev H. Tholstrup (1.), hvorledes Leifers privatkontor i lang tid var central for en omfattende flygtningetjeneste, hvor der blev gjort en stor indsats for at komme de mange flygtninge til hjælp:

»Det er mit indtryk, at Leifer i høj grad søgte at udnytte enhver chance for at få så mange visa for danske statsborgere som muligt, og helst for sådanne, som arbejdede imod besættelsesmagten.«

Men Leifer spillede et farligt dobbeltspil. På den ene side havde han et nært samarbejde med fremtrædende sabotører og modstandsfolk som Bent Fauerschou-Hviid (Flammen), Jørgen Haagen Schmidt (Citronen), Svend Aage Nielsen (John), Jens Lillelund og godsejer Flemming Juncker, der opbyggede et omfattende netværk af modstandsfolk i Jylland, blandt andet Hvidsten-gruppen i marts 1943.

Og på den anden side indebar Leifers komplicerede spil samtidig tætte kontakter med ledende nazister i tyskernes hovedkvarter på Dagmarhus, blandt andre Gestapo-chefen Karl Heinz Hoffmann, chefen for den tyske udlandsspionage i Danmark, Hermann Seibold – og Horst Gilbert, som Leifer besøgte dèn aften.

En sammenkomst

Her blev han præsenteret for en af Gilberts bekendte, en lille, ældre herre med gråsprængt, nærmest snehvidt hår: Oberingenieur Harry Bauer.

Først adskillige måneder senere – i april 1943 – afslørede Gilbert overfor Leifer, at denne Harry Bauer i virkeligheden var identisk med chefen for den tyske militære efterretningstjeneste Abwehr, admiral Wilhelm Canaris.

Canaris var Det Tredje Riges helt store skyggespiller, der længe blev betragtet som én af Hitlers bedste og mest betroede håndlangere.

Men Hitlers planer om en altomspændende aggressionskrig fik Canaris til at distancere sig fra det nazistiske diktatur, og han forsøgte i årene, der fulgte, at underminere det nazistiske terrorsystem, som han selv var blevet en del af.

Med list og taktisk snilde saboterede han Hitlers planer og satte alt på spil for at bekæmpe dèn mand, hvis fjende og håndlanger han var på samme tid.

Senere under krigen – den 14. oktober 1944 – faldt Horst Gilbert som offer for sit farlige dobbeltspil. Han blev forsøgt likvideret af den danske modstandsbevægelse, blev hårdt såret og døde en måned senere.

Leifer forsøgte at spille på alle tangenter på samme tid, og i januar 1944 var jorden begyndt at brænde så meget under ham, at han måtte flygte til Sverige, Han nåede lige at deltage i Flammens sidste fødselsdag den 7. januar 1944.

Under opholdet i Sverige blev Leifers lejlighed i Ynglingagatan i Stockholm et midlertidigt tilholdssted for Flammen, da han nogle uger senere skulle restituere sig efter at være blevet såret under et forsøg på at likvidere SS-Obersturmbannführer Hermann Seibold.

Forfatteren Peter Øvig Knudsen fortæller i sin bog »Efter Drabet – Beretninger om modstandskampens likvideringer«, at Seibold bevidstløs blev indlagt på et hospital. Efter at han var kommet til bevidsthed, advarede han straks en række andre tyskere, blandt andre Horst Gilbert, mod netop Leifer:

»Både Seibold og Hoffmann var overbeviste om, at Leifer fra Sverige havde beordret likvideringen, fordi Seibold kunne bevidne Leifers samarbejde med tyskerne.«

Under politiafhøringer efter krigen forklarede lederen af det tyske sikkerhedspoliti i Danmark, Otto Bovensiepen og Gestapo-chefen Karl Heinz Hoffmann såvel som den tidligere spionagechef Hans Wäsche , at de følte sig overbevist om, at Leifer stod bag adskillige likvideringer, fordi han – som det hed i en afhøringsrapport – »ville skaffe medvidere om sin virksomhed af vejen.«

Efter krigen

Straks efter befrielsen vendte Leifer tilbage til Danmark, men otte måneder senere blev han suspenderet af Justitsministeriet.

Den 5. marts 1946 blev han fængslet, sigtet for landsforræderi og medvirken til drab på blandt andet Horst Gilbert, der angiveligt skulle gøres tavs på grund af sit indgående kendskab til Leifers samarbejde med tyskerne.

Han kom til at tilbringe de følgende ni måneder i Vestre Fængsel og på Sundholm. Under retssagen vidnede modstandslederen Flemming Juncker for Leifer.

Leifer selv har efter krigen fortalt, at det leiferske hjem i tiden fra 1943 var Flemming Junckers faste station, når han havde været til møder i København. Også senere under krigen, mens Leifer opholdt sig i Stockholm var Juncker en hyppig gæst.

I sine erindringer »Men morsomt har det været«, der udkom i 1983, fortalte Flemming Juncker, at Leifers ulyksalige hang til at blande sig i alle grene af det illegale arbejde kom til at betyde en kæmpe sikkerhedsrisiko.

Flemming Juncker tilføjede, at Leifer »viklede sig … ind i så mange modsætningsforhold, at hans uomtvistelige, ægte nationale intentioner fra mange hold blev draget i tvivl … Han var mig og andre til stor hjælp i 42-43 og havde fortjent en langt bedre behandling end den, han fik efter krigen.«

Da det viste sig, at modstandsbevægelsen i den sidste ende påtog sig ansvaret for drabet på Horst Gilbert, måtte anklagemyndigheden opgive drabssigtelsen. Senere blev Vilhelm Leifer frifundet for alle anklager om samarbejde med tyskerne, men hans rolle under besættelsen forblev stærkt omstridt.

Professor i retshistorie Henrik Stevnsborg formulerede det således i sin artikel »Politifuldmægtigen, der havde goodwill hos Gestapo«:

»Den storsmilende laps rummede på den anden side også mere dystre sider. Ikke tale om, at han var nazist. Men han plejede omgang med en lang række efterretningstjenester under verdenskrigen – ikke mindst de tyske. Desuden synes han at have været ualmindelig glad for penge.«

Efter krigen fik Vilhelm Leifer etableret en velfungerende advokatpraksis, men i 1985 mistede han sin advokatbestalling, da han blev idømt seks måneders betinget fængsel for at have hjulpet en klient med at inddrive 21.000 kroner, der stammede fra handel med hash.

Han døde den 26. april 1993, 88 år gammel.

1. I Ove Johannsen: Tilfældet Leifer, Gyldendal 1949.