Sang- og vandrefuglen Laura Mo har afbrudt sin indre road-movie og er flyttet på »Motel« på vej til sin næste rastløse redebygning.
musikanmeldelse
»Jeg kender mine aner. Men jeg aner ikke, hvem jeg er«, synger den spøjse sing-a-song writer Laura Mo, mens mandolinens klimpen viser duer på Dogepladsen i Venedig.
Selv er hun en ægte skovkvinde. Hun boede i mange år i Tolne Skov i Nordjylland – i et hus der lå så langt ude at GPS’en ikke kunne finde det. Nu er hun flyttet til Rold Skov. Som ung har hun boet hos USA’s Lakota Indianere.
Hun debuterede tilbage i 2007 med Alkymi, og nu følger hun op med Motel. Titlen siger det hele – et sted for bilister, rastløse sjæle, fattigrøve og freaks – og helst ikke for pænt.
Det har taget hende fem år at skrive tekst og musik til de ti numre.
– Jeg er en langsom sangskriver. Det er vigtigt for mig at gøre mit arbejde grundigt, siger Laura Mo i anledning af udgivelsen.
Iklædt en ramme af italienske ballader, håndfast country & Western, hilsener til rock og ikke mindst folkemusik udlever denne rastløse skovkvinde sit smukke, naive, sjælesøgende lillepige-univers.
Hun synger om udlængsel, kærlighedens skuffelser, og flygtige kærtegn på uredte hotelsenge. Det er smukt og vemodigt, ikke mindst i Leonard Cohens Chelsea Hotel, der passende er flyttet til Hjallerup Marked. Eller den Dolly Parton-inspirerede ballade På perronen om elskeren, der aldrig dukker op som aftalt.
Der er Bella Ciao-aner i Grædemurens fald, og det afsluttende Fra bord og seng er inspireret af et gammelt Gasolin-kor, indspillet i smukt samarbejde med Jytte Abildstrøm på sav og Wily Jønsson på kor.
Laura Mos stemme er svær at beskrive. Den er mystisk sanselig, skævt vibrerende, pakket med luft og stor dramatik, og tilsat lidt sløret magi for at pakke tekstuniverset ud.
»Mon livet ved jeg er her? Og hvis man spørger nok, får man så svar?«, synger hun.
Svaret på dén stille bøn blæser i den vind, der får hendes indre vandrefugl til at følge landevejens striber. Lige nu hviler hun ud på motel.
Laura Mo: Motel. Eastwing/ArtPeople APCD 60338. Release 12. marts.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278