Det umættelige begær styrer verden – sex, mad, drikke, narkotika, biler. Steve McQueen flår masken af kapitalismens forbrugerfobi.

I sin desperate jagt på nyt kød forsøger Brandon at indlede et forhold til sin smukke,smarte og kloge kollega Marianne (Nicole Beharie). Hun er villig til at give ham en chance, også i sengen, men han er ude af stand til at levere på grund af de vandtætte skodder mellem hans sex- og følelsesliv.

Sean Bobitt

Filmanmeldelse

Ved første øjekast er den britiske filminstruktør Steve McQueens nye film Shame en grum fortælling om en succesfuld forretningsmand, der tænker med pikken.

Brandon Sullivan (Michael Fassbender) kom til New York fra Irland som barn. Han   er ung, smart, tiltrækkende,  sine venners venner, tjener godt og har en fed lejlighed på Manhatten.

Og så er han sex-narkoman. Han er dybt afhængig af sin orgasme. Han skal mærke suset hele tiden, helst flere gange om dagen. Hans computer-harddiske er fyldt til randen med porno, for om det sker med højre hånd eller mellem benene på en anonym call-girl er ligegyldigt.

følelser forbudt

Det må bare ikke involvere hans følelser. For guds skyld, ingen følelser.

Brandons endeløse jagt efter udløsning rummer ingen erotisk pirring eller seksuel tilfredsstilelse. Det handler i stedet om at beside, styre, eje. Under det skinnende overfladeliv lurer kapitalismens jøde–kristne bagside: Synd, skyld og skam.

Shame er den kunstuddannede Steve McQueens anden langfilm. Den første var Hunger, ligeledes med Michael Fassbender i hovedrollen som IRA-fangen Bobby Sand, der sultestrejkede sig ihjel i 1981 (anmeldt i Arbejderen 21. maj 2009).

fra sult til skam

Hvor Hunger handler om en mand, der – berøvet al frihed – bruger sin krop til at gøre sig fri, så har Brandon i Shame sat sin krop i det umættelige begærs fængsel.

Han skøjter rundt i et tilsyneladende idealliv som slave af sit begær – på evig jagt efter den næste udløsning i New Yorks fashionable restauranter og natklubber.

Da hans mildest talt neurotiske lillesøster, sangerinden Sissy (Carey Mulligan) flytter ind, går der grus i maskineriet. Den pæne maske falder af og erstattes af noget grumt, grimt, foruroligende.

Der er skete noget for og med de to derover i det fjerne Irland. De deler en tragisk viden, en dyster fortid, som hver på sin måde har berøvet dem evnen til at knytte varige forbindelser.

– Shame handler ikke blot om seksuel afhængighed. Det er valgt som Brandons ydre tilstand, men sagen er at vi får så meget information smidt i hovedet hele tiden, og folk prøver hele tiden at sælge os noget. Sex er overalt, 24/7, og det samme gælder alt det andet, sagde Michael Fassbinder i et interview med Peter Knegt i IndieWire.com.

politisk filmsprog

Med sig fra sin første film har instruktøren udover Michael Fassbinder sin fotograf Sean Bobitt og klipper Joe Walker, og de gutter kan deres filmiske fadervor.

Fra den otte minutter lange indledningsscene, hvor Brandon ligger fuldstændig udknaldet på sin seng til den ulideligt ulækre eksplosive trekant i en hardcore, undergrunds bøssekælder, flyder billederne i en rytmisk strøm.

Billed- og lydside er hyldet ind i en magisk vaghed, et kunstnerisk fravalg af konkret fortælling, selv i skildringer af de endeløse samlejer og vilde onani.

I stedet vrimler det med hentydninger, antydninger, minder og historier, der aldrig bliver fortalt helt ud, måske fordi de er for voldsomme til at blive vakt til live.

Eller som Sissy trøstende siger til storebror i et lydklip:

– Vi er ikke dårlige mennesker. Vi kommer bare fra et dårligt sted.

Hvor, hvorfor og hvordan forbliver dunkelt. Det handler om, hvem vi er og hvor vi er her og nu, hvad vi gør og især hvad vi ikke gør. Om vi kan frigøre os fra det ulidelige begær efter at styre, kontrollere og beside vore omgivelser.

Shame er stor kunst, fordi den flytter filmsproget fremad og giver fremtidens instruktører et nyt sæt arbejds­redskaber og en ny ramme til  at forstå og skabe den nødvendige, åh så sjældne politiske film.

Shame. Instruktion: Steve McQueen. 99 minutter. Premiere i går.