Da Versaille Traktatens krav om at reducere Tysklands militær skal gennemføres, gør højre­orienterede frikorps oprør.
Den 13. marts 1920 marcherer tyske frikorpssoldater igennem Berlins gader og besætter vigtige knudepunkter i byen.

Det bliver kulminationen på et højreorienteret kupforsøg under den revolutionære situation, som Tyskland befinder sig i ovenpå nederlaget i Første Verdenskrig.

Siden efteråret 1918 har det slagne Tyskland været præget af folkelige opstande og voldsomme kampe mellem revolutionære arbejdere og de nationalistiske, reaktionære paramilitære »frikorps«.

Frikorpsenes brutale fremfærd har en stor del af æren for, at revolutionen bliver undertrykt og socialdemokraterne kan sætte sig i spidsen for opbygningen af efterkrigstidens Weimarrepublik. Fredsslutningen efter krigen, kendt som Versailles Traktaten, dikterer bland andet, at Tyskland skal reducere sin militære styrke til 100.000 mand.

Da frikorpsene alene tæller over 250.000 mand, forventer overgangsregeringen i Berlin, at frikorpsene frivilligt vil lade sig opløse. På højrefløjen er vreden imidlertid stor over Versailles-freden, som de ser som en nedværdigelse af Tyskland.

Blandt officererne i både frikorps og det regulære »Reichswehr« er kun få indstillede på at nedlægge våbnene. Da forsvarsminister Gustav Noske i starten af marts 1920 giver ordre til at opløse et frikorps kendt som Marinebrigade Erhardt, som har været ét af de mest aktive korps i undertrykkelsen af revolutionen, bryder oprøret løs.

Med støtte fra general Walther von Lüttwitz, der leder Berlins Reichswehr, nægter korpset at nedlægge våbnene, og på Lüttwitz’s opfordring marcherer Marinebrigade Erhardt ind i Berlin den 13. marts for at afsætte regeringen. Selv om Lüttwitz er den drivende kraft i kupforsøget, bliver det først og fremmest den civile leder af kuppet, Wolfgang Kapp, der prøver at danne en ny regering med støtte fra militæret.

I de kommende dage breder kaos sig fra Berlin. Med overgangsregeringen på flugt fra by til by, og kupmagerne ude af stand til at regere Berlin, spreder forvirringen og den politiske vold sig med voldsom fart.

Den socialdemokratiske regeringen udsender da en opfordring til Tysklands arbejdere om at iværksætte en generalstrejke for at sabotere kuppet. Opfordringen til at strejke får lynhurtigt en kolossal folkelig opbakning, der næsten sætter Tyskland totalt i stå med arbejdsnedlæggelser og voldsomme protester imod det højreorienterede kup.

De samme revolutionære arbejdere, som få måneder siden blev undertrykt af Socialdemokratiet og frikorpsene, går nu på gaden for at forsvare den socialdemokratiske regering mod frikorpsene. Den 18. marts står det klart, at Wolfgang Kapp og hans kumpaner ikke kan samle opbakning til deres kup, og sammen med Lüttwitz flygter han til Sverige.

»Kapp-Kuppet« bliver det tætteste den tyske højrefløj kommer på at tage magten gennem militærkup, men Weimarrepublikken overlever med skindet på næsen. De kommende år bliver præget af fortsatte uroligheder og politisk vold, men i sidste ende bliver det borgerlige demokrati væltet af sine egne folkevalgte, da Adolf Hitler bliver gjort til Rigskansler i januar 1933.