Med »Avantgardens Kvinder 1920–40« præsenterer Louisiana et spændende, men hidtil underbelyst kapitel i europæisk kunsthistorie.

Den franske fotograf Claude Cahun står stærkt i udstillingen med sine stærkt provokerende værker, der ofte iscenesætter hende som en kønspolitisk kommentar. Selvportræt (som vægtløfter), 1927.

Billedkunst

af Gert Poder

Louisiana, Museum of Modern Art i Humlebæk er et af Nordeuropas fineste internationale udstillingshaller. Ingen tvivl om det.

Men de har en prik med kunstnere, der er kommunister. Det viste sig sidst i den fine, engelske Picasso-udstilling Fred & Frihed, anmeldt i Arbejderen 19. februar 2011. Dengang skrev museets direktør, Poul Erik Tøjner i udstillingens katalog:

»Nogle ved også, at maleren var kommunist, det nævnes ofte som et kuriosum mellem de mere celebre karakteristika.«

Opfattelsen af kommunistiske kunstnere som et kuriosum går igen i Avantgardens Kvinder 1920-40. Den præsenterer værker af otte kvindelige avantgarde-kunstnere fra Schweiz, Tyskland, Frankrig og Polen.

Den tyske vinkel

Det skyldes måske, at udstillingen er blevet til i et samarbejde mellem Louisiana og Stifftung Kunstsammlung Nordrhein-Westfalen, Düsseldorf.

Går man tættere på de udvalgte kunstnere, er det typisk, at de enten var elever eller inspireret af kunstnere med rødder i den kommunistiske bevægelse. Som aktive tilhørte de alle kunstretninger, der kæmpede mod fascismen: Dada, Bauhaus, surrealisme, konstruktivisme, kubisme og abstrakt ekspressionisme.

Mærkeligt nok viser udstillingen ingen danske kunstnere. Der er ellers flere at vælge imellem:Amerikansk-fødte Elsa Thoresen (1906-1994)  og Rita Kernn-Larsen (1904– 1998), var begge blandt mellemkrigstidens førende surrealister, og Franciska Clausens (1899– 1986) abstrakte værker koster i dag millioner af kroner.

Kvinder som katalysatorer

Avantgardens Kvinder viser omkring 200 spændende værker af otte kvinder, hvoraf den ældste, Germaine Dulac var født i 1882 og den yngste, Dora Maar, døde i 1997.

De otte kvinder er: Sophie Taeuber-Arp, Sonia Delaunay, Hannah Höch, Florence Henri, Claude Cahun, Dora Maar, Katarzyna Kobro og Germaine Dulac.

Tilsammen viser de et spændende billede af det tidlige 20. århundredes forskellige æstetiske retninger, samt en mangfoldighed af kunstneriske teknikker: Her er maleri, fotografi, collage, design,  vævning, film og skulpturer.

De  var alle pionérer inden for den æstetiske fornyelse af kunsten i mellemkrigstiden. To af dem var gift med førende kunstnere, Jean Arp og Robert Delaunay, og alle færdedes i tidens førende kunstnerkredse med kendisser som Pablo Picasso, André Breton, Salvador Dali, Tristan Tzara og Man Ray.

Udstillingen præsenterer de otte kunstnere både hver for sig og i fem temaer, der alle knytter sig til datidens førende strømninger.

Det nye europa

Mellemkrigstidens kvinder var – kunstnere eller ikke – med til at omdefinere tilværelsen og udfordre forestillingen om, hvad kvinder kan, skal og må. Mange af disse energiske og modige kvinder blev katalysatorer for en ny udvikling, som de i høj grad selv var med til at skabe.

Fælles for udstillingens otte avantgardekunstnere er, at ingen af dem var uddannet på europæiske kunstakademier eller tilhørte de traditionelle kunstnersammenslutninger. Her var adgang forbudt for kvinder. Derfor måtte de selv skabe sig en vej. Det stillede store krav til deres åbenhed, mobilitet og selvstændighed.

Tiden efter Første Verdenskrig betød et kraftigt opgør med traditioner, samt fastlåste og autoritære samfundsstrukturer. Det åbnede nye muligheder for de kvindelige kunstnere, der forstod at være på de rigtige steder på det rigtige tidspunkt.

Europas nye kraftcentre var Berlin, Zürich, Paris, Amsterdam og Warzawa. Det var her den nye tids politiske og kunstneriske tanker mødtes, konfronterede hinanden, smeltede sammen og skabte nye, hidtil usete udtryk.

Fra husflid til kunst

Udstillingens første tema er Farvekompositioner. Brugen af farve som en bærende del af værket var stærkt dyrket og udbredt i tiden.

Her træder kvindernes mangel på formel skoling tydeligt frem. Sonia Delaunay og Sophie Taueber-Arps tidlige værker har karakter af avanceret husflid og Delaunay solgte hele sit liv avancerede klædestoffer til Amsterdams luksus-varehus Metz.

Taueber-Arp underviste i årevis i tekstildesign i Zürich, men blev siden anerkendt som den, der knyttede forskellige kunstretninger sammen. Sammen med Piet Mondrian og Theo van Doesburg var hun pionér i den konkrete kunsts indførelse i Europa.

En anden pionér, omend i en helt anden genre finder man i temaet En anden virkelighed. Germaine Dulac skabte i 1928 – året før Bunuel og Dalis Den Andalusiske Hund – den første surrealistiske film, Konkylien og præsten.

Allerede i 1922 havde hun skabt den første feministiske film, Den smilende fru Beudet, om en kvinde fanget i et kærlighedsløst ægteskab.

I både dette tema og i Nye identiteter finder man også spændende, mystiske værker af Claude Cahun. Hun udfordrede tidens ideologiske tankesæt med eksperimenterende tekster, og tog fat i køns– og identitetsdebatten med sig selv som transseksuel eller kønsløs model.

Politik på spidsen

De socialpolitiske værker er samlet under temaet Andre regler, som domineres af dadaismen og surrealismens stærkt politiske manifester.

Den tyske kommunist Hanna Höchs fotomontage Flugt fra 1931 foregriber således John Heartfields berømte Millionen stehen Hinter Mir fra 1933.

Hendes budskab er stærkt revolutionært, og hun udviklede en teknik, der reelt blev varemærket for dadaismens politiske kritik.

Samtidig med hende skabte den franske fotograf Dora Maar, der boede sammen med Picasso og var medlem af det franske kommunistparti i 30’erne, en serie socialrealistiske fotografier af gadebørn og hjemløse.

Hun satte senere helt nye standarder for den surrealistiske fotokunst i værket 29 rue d’Astorg, der foregreb senere eksperimenter mellem skulptur og fotografi

Udover farve og samfundspolitik var mange af samtidens kunstnere optaget af sammenhængen mellem arkitektur og kunst.

I Rumlige konstruktioner finder man en rekonstruktion af Sophie Taueber-Arps interiør til den berømte café Bar Aubette. Her er også fotoværker af Florence Henri, der konstruerer flere rumligheder med mangedoblede spejlbilleder. Hun var i øvrigt en anerkendt reklamefotograf.

Endelig er den polske skulptør Katarzyna Kobros smukt bemalede stålskulpturer og mobiler eksempler på en kvindelig kunstner, der var afgørende for at udvikle den konstruktivistiske skulptur. Hun arbejdede både teoretisk og konkret med at befri materialet fra det kropslige  og derved skabe en ny rumlig sanselighed.

Kvindekunst – kunstnerkvinder

Man kan diskutere, om den kunst, der vises på Avantgardens Kvinder, knytter sig til kunstnernes identitet som kvinder.

Findes der en særlig kvindelig kunst, og i givet fald, hvad er det særligt kvindelige ved den? Har de otte deltagere – og andre kvindelige avantgardister – en bestemt form, farve, teknik eller kosmologi til fælles, eller er deres køn uden betydning?

Flere af de otte kvinder  var lesbiske eller eksperimenterede med deres kønslige identitet. Andre levede i frie ægteskaber eller ofrede sig fuldstændig for familien, når det var nødvendigt.

Måske er det i virkeligheden en overflødig diskussion i forbindelse med Avantgardens Kvinder.

På trods af sit forsøg på at skrive kommunismens betydning for kunstens udvikling i det 20. århundede ud af historien, og fravalget  af nordiske kunstnere er Avantgardens Kvinder både vellykket og en stor visuel oplevelse.

De otte kvinders historie kan læses på store plancher i deres »rum«, og det giver sammen med de mange værker udstillingen et grundigt  og troværdigt indblik i tidens kunstneriske, politiske og sociale udfordringer.

Avantgardens Kvinder 1920–40. Louisiana i Humlebæk.Til 28. maj.