George Clooneys nye film »Kamæleonen« er en politisk thriller om svinestregerne, der bliver lavet, når partiernes præsidentkandidater skal vælges.
Filmanmeldelse
af Jørgen Melskens
I TV bliver vi i øjeblikket ustandselig belemret med lange reportager om Republikanernes primærvalg i USA. Så er det den ene reaktionære repræsentant, der fører og vinder et primærvalg, og så er det den anden.
Det er så ligegyldigt, om det er pest eller kolera, der bliver valgt til at stille op mod Obama til præsidentvalget i november i USA. Men omkring disse primærvalg og alle de svinestreger, der bliver lavet inden den endelige kandidat er valgt, har George Clooney lavet en spændende og interessant film om.
I Kamæleonen er det Demokraternes præsidentkandidat, det drejer sig om. To kandidater står tæt og det kommende primærvalg i Ohio kan blive afgørende for, hvem der ender med at blive præsidentkandidat.
Derfor må der fra hver lejr laves nogle svinestreger, så den modsatte kandidat kan blive sat i så dårligt lys som muligt.
Filmen er bygget over forfatteren Beau Willimons teaterstykke Farragut North. Han har selv deltaget i i flere politiske kampagner og har indsamlet materialer fra disse.
– Selve historien er ikke baseret på virkelige hændelser, men alle de ting, jeg skriver om i stykket – lovovertrædelserne, manipulationen af den demokratiske proces og de hemmelige forhandlinger, magtspillene – stammer fra virkeligheden. Det er skræmmende så villige politikerne er til at manipulere for at få magt. Man bliver ikke præsident ved at følge reglerne, siger han selv.
Det er en godt drejet film, hvor alle spiller deres roller troværdigt og hvor man får en stor overraskelse til sidst. Så den er absolut værd at se, også selv om man ikke interesserer sig særligt meget for amerikanske primærvalg.
Kamæleonen. Instruktion:George Clooney. 98 minutter. Premiere i dag.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278