Journalister på tv-stationen Al Jazeera siger op i protest mod ensidig dækning af begiven-hederne i Syrien.
Den velkendte tv-station Al Jazeera tager ensidigt parti for den ene part i konflikten i Syrien.
Derfor har både stationens leder af Libanon-kontoret samt hans korrespondent og producer sagt op i sidste uge.
Flere er fulgt efter i andre lande.
De efterlyser alle objektiv journalistik.
– Der er ingen uafhængig journalistik længere, siger korrespondenten Ali Hashem til tv-stationen RT.
Al Jazeera er officielt ejet af golfstaten Qatar gennem Qatar Media Corporation. Chefen for Al Jazeera er Sheikh Hamad bin Thamer al-Thani, fætter til kongen.
Qatar sender i øjeblikket officielt våben til modstanderne af Syriens præsident Bashar al-Assad, og er den fremmeste fortaler i regionen for et regimeskifte i Syrien.
Den fratrådte korrespondent i Libanon er rystet over, at Al Jazeera senest har censureret nogle billeder, han har optaget fra kampe mellem Free Syrian Army og syriske styrker i Wadi Khaled.
Redaktionens ledelse kalder ham for en »shabee«, det vil sige »pro-Assad«.
Samtidig tilføjer Ali Hashem, at tv-stationen nægtede at vise billeder fra Qatars naboland, kongedømmet Bahrain, hvor demonstranter blev dræbt.
– På Al Jazeera er nyheder fra Bahrain stort set mørklagt, mens man i stedet fremhæver Syrien, siger han til Russia Today (RT).
Al Jazeera nægtede for eksempel også at dække folkeafstemningen i Syrien om en ny forfatning i februar, beretter Ali Hashem.
En anden tidligere korrespondent for Al Jazeera, Afshin Rattansi, kritiserer også Al Jazeera.
– Desværre er kanalen blevet en ensidig stemme til fordel for Qatars regering mod Bashar al-Assad i Syrien. Det er meget foruroligende at Al Jazeera i den grad er en regional aktør for udenrigspolitik, ligesom BBC og andre stationer har opført sig i årtier, siger han til RT.
Al Jazeera er i både Libyen og nu Syrien angiveligt afsløret i bevidst at have bragt forkerte tv-klip og videregivet fejlinformationer.
Flere gange har opdigtede personer fra syriske byer per telefon fortalt om massedemonstrationer som – viser det sig – aldrig har fundet sted, beretter blandt andre netportal Yalibnan i Libanon.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278