»Jiro Dreams of Sushi« er en smuk og dejlig film om kærlighed til sit arbejde og om den japanske sushi-kultur. filmanmeldelse
Egentlig burde det være en madanmelder, der skulle anmelde denne dokumentarfilm.
Jiros Sushi restaurant er en af verdens mindste trestjernede Michelin restauranter. Der er kun plads til ti gæster og man skal bestille plads flere måneder forud, den har intet menukort, men bag den undseelige indgang gemmer sig et mekka for sushi-elskere.
Restauranten drives af den 85 årige Jiri Ono, som sammen med sine trofaste medarbejdere ved hårdt slid har arbejdet sin restaurant op til det fortryllende renommé, der nu omgærder stedet.
Sushi er ikke min livret, men efter at have set denne film, kunne jeg godt tænke mig at aflægge Jiri et besøg og smage hans dejlige sushi.
Sushi skal laves på stedet og af de bedste råvarer. Intet er for godt og man må aldrig gå på kompromis med kvaliteten. Alt kan altid blive lidt bedre, og det har været Jiri valgsprog igennem de mange år, han har drevet restaurant.
Selv om filmen ikke har de store udsving, så fascineres man af personalet i Jiris restaurant. De arbejder alle hårdt og målbevidst på at gøre deres ypperste, insprireret af mester himself.
Vi følger den ældste søn, som skal overtage restauranten, når Jiri ikke kan mere, når han hver morgen går på fisketorvet, hvor han skal udvælge dagens fisk med meget kritiske øjne.
Det er en smuk og hjertevarm dokumentarfilm, indfanget af fotograf og instruktør David Gelb. Han har ikke blot lavet en film om en enestående mand, men rammer så meget mere, så filmen også handler om japansk madkultur ned i den mindste detalje.
Jo mundvandet løber næsten efter denne dejlige og hjervarme film.
Jiro Dreams of Sushi. Instruktion: David Gelb. Dokumentar. 81 minutter. Premiere i går.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
