Efter at være udpeget til rigskansler i samarbejds­regeringen i januar 1933 begynder Hitler målrettet at indføre Nazi-staten.

Et af Adolf Hitlers terrorvåben var mobiliseringen af nazistpartiets stormtrupper, SA.

Wikipedia.com

Kort tid efter, at Adolf Hitler bliver indsat som rigskansler  30. januar 1933 i Tyskland, tvinger han sit kabinet til at erklære landet i undtagelsestilstand.

Det betyder ophævelsen af alle frihedsrettigheder, herunder presse– ytring– og forsamlingsfrihed. Det samme gælder retten til privatlivets fred, hvilket betyder at staten nu uhindretkan må læse folks breve, aflytte deres telefon og ransage hjemmene uden en dommerkendelse.

Formålet er at indføre den nazistiske stat, og det første skridt bliver taget, da han den 31. marts 1933 udskifter de demokratisk valgte politikere med folk udpeget af DNSAP. Formålet er det klare, at den nye nazistiske stat skal overtage og samle al magt over den tyske centraladministration og de lokale regeringer.

Det betyder blandt andet, at Hitlers gamle kumpan, Herman Göring, bliver ministerpræsident i Tysklands største delstat, Preussen. I 1935 er al statsmagt i Tyskland samlet og overført til den centrale regering i Berlin.

Hitler og hans kumpaners hast med at få samlet magten skal formentlig ses i lyset af, at hans nazistparti gik voldsomt tilbage ved det sidste valg i 1932. Efter at have redet på en bølge af succes på grund af den økonomiske depression er vinden gået ud af sejlene.

I forhold til rigsdagsvalget i juli 1932 mister Hitlers parti næsten to millioner stemmer. Ganske vist vinder partiet med 33 procent af stemmerne, men det står klart, at det ikke kan danne regering alene.

I den situation må Adolf Hitler indvillige i at danne en national samlingsregering med det konservative parti. Efter måneders forhandlinger kan Tysklands præsident, Paul von Hindenburg, den 30. januar 1933 udpege ham til rigskansler, men som leder af en regering domineret af de konservative.

I den situation vælger Adolf Hitler at trække terrorkortet. Han har op gennem 20’erne hyret arbejdsløse og desillusionerede unge mænd til at trække i den brune skjorte og sort støvler i den såkaldte Sturmabteilung, SA. De slippes snart løs på gaderne for at banke livet ud af enhver, der ikke støtter nazist-partiet.

2. maj besætter SA og det tyske politi i en fælles indsats alle fagforeningskontorer, og sætter derved den tyske fagbevægelse ud af spillet. I stedet tvinges fagforeningerne til at indgå i Hitlers eget Deutche Arbeitsfront, der består af både arbejdsgivere og arbejdere.

14. juli tager Hitler de sidste skridt ved at forbyde alle andre partier end sit eget. Denne et-parti nazi–stat står ved magt indtil Det Tredje Riges militær nederlag i maj 1945.