– Der for for få kunstnere og kulturfolk, der tør stå ved deres politiske overbevisninger, mener Tanja Bjørn Zabell. Hun er blevet kaldt Anne Marie Helgers »efterfølger« som politisk kunstner.

– Mange skuespillere og kulturfolk vil helst være nikke-neje-dukker, så de kan blive ved med at få roller. Jeg fungerer dårligt, hvis ikke jeg gør, hvad mit hjerte siger. Jeg er nok mere berygtet end berømt ... hos politiet, siger Tanja Zabell. Hun har været fem år i »uautoriseret mesterlære« hos skuespilleren Anne Marie Helger.

sigaardsfoto.dk

Hun har stået i »mesterlære« som politisk kunstner hos skuespilleren Anne Marie Helger.

Hun har – iført klovnekostume og på rulleskøjter – tv-interviewet forbløffede politifolk i København med en mikrofon, hvorpå der i toppen var påsat en blomsterbuket.

I Argentinas hovedstad Buenos Aires hjalp hun røde arbejdere med at besætte deres tekstilfabrik.

Men hun blev en dag også hevet ind på bagsædet af en bil i samme by og fik en pistol stukket i siden af en mand fra den Argentinas efterretningstjeneste, der tydeliggjorde, at hun »kunne få en fin karriere som skuespiller i sit eget land«.

Hun nåede i forbifarten dog også lige at spille gadeteater i Cuba.

I dag bor hun på otte kvadratmeter i en rød skurvogn på Christiania i København. Uden wc, vand eller varme. men med sin kæreste, der er tv-producer på Christiansborg.

Forpustet? Ja, det er ikke så underligt. Må vi præsentere: Tanja Bjørn Zabell.

Efter fem års uautoriseret mesterlære hos skuespiller Anne Marie Helger står hun på helt egne ben.

Der er ikke den demonstration, Tanja Zabell ikke stiller op til, enten som demonstrant på rulleskøjter eller taler, eller mavedanser eller...

Hun skal da »selvfølgelig« med, når masser af københavnere i dag rejser til Aarhus for at protestere mod de højreekstreme, der vil samle deres venner fra hele Europa til march i byen.

– Mange skuespillere og kulturfolk vil helst være nikke-neje-dukker, så de kan blive ved med at få roller. Jeg fungerer dårligt, hvis ikke jeg gør, hvad mit hjerte siger. Jeg er nok mere berygtet end berømt ... hos politiet, siger Tanja Zabell og griner.

Den røde skurvogn

Det er på et solbeskinnet Christiania i København, vi møder den 30-årige multikunstner. Hun sidder knælende ved søbredden tæt på Dyssebroen.

To ænder og en tillidsfuld svane får bidder af et knækbrød ved bredden af søen bag Christiania, hvor den røde skurvogn troner.

– Svanen spiser af og til af min hånd, siger Tanja Zabell og byder velkommen til »Det Røde Slot«, som hun kalder skurvognen.

En flok nysgerrige japanske turister får lov til at fotografere hendes skurvogn. Ud fra skurvognens højtalere brager den legendariske chilenske kampsang fra 1973, »El Pueblo Unido!«

Hvad er forskellen på dig og Anne Marie Helger?

– Hun er Aktøsen og jeg er Praktikøsen, griner Tanja Zabell.

– Uden at fornærme Anne Marie Helger, vil jeg nok sige, at jeg ikke er bange for at få smæk af politiet. Anne Marie Helger har fortalt, at hun i de glade dage med teatergruppen Solvognen i 1970’erne sad i bussen, mens de andre fik knippelsuppe. Jo, jeg har de samme sociale holdninger som Anne Marie Helger. Men jeg har fået erfaringer fra Sydamerika med mig og må indrømme, at jeg har været grebet af øjeblikket og følt magtesløshed i en situation, hvor en betjent i Argentina slog på nogle gamle damer, som lå på jorden: Han stoppede ikke, da jeg bad ham om det, så jeg måtte slå ham, siger Tanja Zabell.

– Efter at jeg er kommet under Anne Marie Helgers vinger, er jeg 100 procent pacifist, ellers er det ud af koncernen, udbryder Tanja Zabell og ser ud over Dyssebroen et kort øjeblik.

– Det har været fantastisk at være i mesterlære hos Anne Marie Helger. Hvis hun for eksempel var lidt for længe om at skifte kjole under et eller andet show, sagde hun til mig: »Lille Tanja, kan du ikke lige smutte ind og underholde lidt!«.

– Hvis så ikke publikum syntes, at dét jeg sagde, var underholdende, prøvede jeg bare noget andet. Jeg har ikke fået at vide, hvad jeg skal gøre på en eller anden teaterskole, men har prøvet ting af »i marken«, siger Tanja Zabell.

Hun husker en episode, hvor hun måtte springe ind og overtage et job i Korsør Pensionistklub for Anne Marie Helger, der måtte melde afbud.

Først ville en del tilmeldte publikummer have pengene igen, men Tanja Zabell gik på scenen og fik på et par timer salen til at skrige af grin.

Et år efter kom pensionisterne fra Korsør i to busser på besøg i »Christianialand«, og Tanja Zabell viste dem rundt en hel dag.

Den ene var så gangbesværet, at hun fik plads i multikunstnerens cykelvogn med »puder og det hele«

Er der for få kunstnere og kulturfolk, der tør stå ved sin politiske overbevisning?

– Ja. En gang fik jeg at vide, at hvis jeg holdt mine røde holdninger for mig selv, ville der stå skuespilsroller i kø til mig. Men hvis noget er uretfærdigt, og man vælger at tie, så samtykker man jo.

Social indignation

Hvorfor skrev du til os, at »det var en ære« at blive inviteret til et interview med Arbejderen?

– Jamen, Arbejderen er Danmarks bedste avis. Den har de historier, de andre aviser vælger ikke at bringe, svarer Tanja Bjørn Zabell resolut og sætter to klapstole til rette lige under det nøgne bøgetræ tæt ved skurvognen.

– Og så er jeg så rasende over, at nogen overhovedet kan sammenligne kommunisme og nazisme. At omsætte Det Kommunistiske Manifest til virkelighed har været umuligt at gennemføre i praksis rundt om i verden, og brådne kar har i den forbindelse udnyttet situationen negativt, mener Tanja Zabell.

Hun er voldsomt politisk interesseret. Men det ligger ligesom også lidt i generne. Faderen hjemme i Viby, Aarhus, var kommunist, arrangerede fredsdemonstrationer i 1980’erne og havde været på partiskole i Moskva.

– Så den sociale indignation havde jeg med i bagagen fra barnsben af, indrømmer Tanja Zabell og børster lidt brødkrummer af kjolen.

– Han tog mig med bag på cyklen og tog ud for at se, hvor »burgøjserne« boede, griner Tanja Zabell.

Allerede som 15-årig i 9. klasse blødte hendes hjerte for de udstødte og undertrykte‚ narkomaner og hjemløse.

– En dag måtte jeg bede læreren om fri, da jeg skulle holde møde med en misbruger, fortæller Tanja Zabell.

Efter 3g. tog Tanja Zabell som blot 19-årig ned til motorvejen ved Viby i Aarhus og tomlede sydpå.

– Eventyret var begyndt, erindrer hun – atmosfæren stående dér i grønsværen og biludstødningen. Det var som om, verden skulle tages i én stor mundfuld.

Argentina

Efter et ophold i Frankrig boede hun i spanske Barcelona i et stykke tid, men da hun tilfældigt så, at krisekollapset i Argentina i 2001 fik millioner på gaden i rasende protester, var enkeltbilletten til Buenos Aires skaffet på få minutter.

– Det var jo revolutionen, der var kommet, tænkte jeg. Jeg må opsøge den... en masse ville jo blomstre op af undergrunden, siger Tanja Zabell.

I Argentina spillede hun teater og hutlede sig frem ved at sælge te på rulleskøjter i rød kjole med termokande og en lille ringeklokke i hænderne.

Et teater i Buenos Aires hyrede hende til et stykke –  under forudsætning af, at hun kunne medbringe et helt skuespillerhold.

– Stykket fandt jeg på hen ad vejen. Det var først, da der var en hel uge med udsolgt, at jeg indrømmede, at jeg var alene på scenen, griner Tanja Zabell.

Hun boede omkring et år i den besatte tekstilfabrik Bruckman i Buenos Aires, som de fyrede arbejdere og unge aktivister havde overtaget, efter at ejeren var rejst.

– Kvinderne kørte produktionen videre sammen med naboerne. Bossen kom tilbage og tog pengene. Han ansatte skruebrækkere. Men så besatte arbejderne og vi i de arbejdsløses bevægelse (MST) fabrikken i et helt år frem til 2003, hvor vi blev smidt ud af politiet, beretter Tanja Zabell.

I forbindelse med rydningen kom det til en konfrontation mellem en ubevæbnet politimand i fabrikken og nogle af de unge mandlige fabriksbesættere.

Tanja Zabell kastede sig resolut ind og forsvarede politimanden med sin krop, fordi »de stod som dyr og slog ham med sten, og jeg kunne jo ikke bare stå og se på, imens de slog ham ihjel«.

Siden blev hun lagt for had af visse grupper af unge aktivister, der beskyldte hende for at være politiagent og hævdede, at hun skulle have haft en finger med i spillet omkring mordene på to studenterledere, der var fundet likvideret flere år før!

Maxi Kosteki and Darío Santillán var to revolutionære aktivister, der blev skudt på tæt hold af politibetjente ved Avellaneda-togstationen i 2002.

Tanja Zabell kan ikke stoppe tårer, der presser sig på i øjenkrogene.

– Det blev bare for meget. Fuldstændig vildt og grundløst. Men jeg kan måske godt forstå de unge derovre. De har været udsat for infiltrationer fra politiets side så mange gange. De unge har et større had til politiet, end jeg kender fra det fredelige Viby. Jeg ser på mennesket først.

– Nå, men jeg ville dog ikke bare give op og rejse hjem med dét som et nederlag i bagagen, så jeg blev hængende et godt stykke tid og lavede blandt andet teater. Jeg spillede med i en film om de 30.000, der forsvandt under militærdiktaturet fra 76-82 i Argentina.

Tanja Zabell lavede også en film om beboerne, der levede oven på en kemigrund i Buenos Aires.

Truet med pistol

Da den danske statsminister Anders Fogh Rasmussen var på statsbesøg i Argentina i april 2007, ville Tanja Zabell aflevere en buket roser til ham. Med et skilt om, at Danmark burde forlade Irak. »Hvor godt synes du selv, det går i Irak«, stod der.

Hun fik ikke lov til at aflevere buketten!

En dag blev Tanja Zabell pludselig stoppet på gaden i Buenos Aires og hevet ind på bagsædet af en bil. En revolver blev stukket i siden på hende.

Elskværdigt, men uden at lægge an til misforståelser, fik Tanja Zabell at vide, at hvis hun ville propagandere, måtte hun tage tilbage til sit hjemland. Hun »kunne få en fin karriere som skuespiller i sit eget land«, lød det.

Herefter fik hun besked hjemmefra af Anne Marie Helger om, at »se at komme hjem i en fart«. Anne Marie Helger var nervøs for hende.

– Hun sagde til mig, »Bette Tanja, det nytter jo ikke, at du dør derude. Vi har jo også en regering herhjemme, der er slem. Det er på tide, du kommer hjem!«

Dét gjorde Tanja Zabell, men smuttede lige forbi Cuba for at lave gadeteater.

– Men det der med Argentina.... det var ikke sådan, jeg troede revolutionen ville være, siger Tanja Zabell.

Livsglæde

Hvad kan venstrefløjen herhjemme lære af sydamerikanerne?

– Sydamerikanerne er seje til at organisere demoer. De ejer en livsglæde, som man ikke altid ser i Danmark, hvor vi har travlt med at begå selvmord eller proppe os med lykkepiller, siger Tanja Zabell.

– Venstrefløjen herhjemme bør også overveje, hvordan den kommunikerer. Alt for mange talere ved demonstrationer står blot og aflirer deres tale ud fra deres manuskript. Men de skal nå ud over scenekanten. Lære teksten udenad. Skabe bro til andre mennesker.

– I Argentina var der uger, hvor vi var på gaden hver dag. Og hver dag var der forskellige happenings og skuespillere, der formidlede budskabet på en finurlig måde. Det er vigtigt, ud over at brænde for noget at kunne formidle det til de mennesker, der ikke deler samme holdning. Ellers kunne man lige så godt holde lukkede demo’er i store haller, hvor alle var enige, siger Tanja Zabell.

– Jeg elsker, når demo’erne er farvestrålende – i stedet for en sort, sur masse. Hvis vi skal ud med et budskab, skal vi være åbne og smilende ­– og når det er muligt, skal humoren være gennemgående. Hvis verden skal gengælde mit smil, må jeg jo smile først, udbryder hun.

Hunden Giffer kommer med hjemmevant mine forbi skurvognen og får straks en Frolic af posen i døråbningen.

– Jeg glæder mig til den dag, danskerne igen bli’r nysgerrige på fremmede kulturer, glemmer deres frygt for det ukendte og ikke dømmer folk på, hvorvidt deres gud hedder Buddha eller Allah, siger Tanja Zabell.

Derfor deltager hun i dag i  »Aarhus for Mangfoldighed«.

Hun er glad for at bo på Christiania på fjerde år, selv om der »umanerlig koldt i skurvognen om natten«.

– Jeg elsker Christiania. Når jeg nu ikke kan komme til verden derude, kan verden komme til mig hér, slutter  hun og smiler.