24 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

3. april 1973 Verdens første mobilopkald

3. april 1973 Verdens første mobilopkald

Tirsdag, 03. april, 2012, 11:51:04

Mobiltelefoni har været kendt siden 1930’erne, men først i 1980’erne kommer der gang i produkt­udvikling og masseudbredelse.

En stolt Martin Cooper taler i sin Motorola TAC 8000x, den første moderne mobiltelefon fra 1983.
thinkdigit.com

3. april 1973 afprøver Dr. Martin Cooper, produktudvikler og forsker hos telekommunikationsselskabet Motorola, sin nyeste opfindelse, da han ringer til Dr. Joel Engel hos konkurrenten Bell. Det bliver verdens første telefonopkald foretaget med mobiltelefon, men der kommer til at gå et årti, inden de første produkter kommer på markedet.

Mobiltelefoni er en ældre teknologi, end de fleste forestiller sig. Konceptet stammer tilbage fra 1930’erne, hvor det bliver muligt at foretage almindelige telefonopkald ombord på skibe.

Forskningen tager for alvor fart efter Anden Verdenskrig med udbredelsen af bærbar tovejs radiokommunikation, Walkie-Talkies.

Den første egentlige mobiltelefoni-tjenste åbnes i Saint Louis i 1946. Først i 1960’erne får mobiltelefonen for alvor udbredelse .

Det sker i form af »bil-telefoner«, som er små nok til at installere i et køretøj men stadig for tunge til at bære rundt på til daglig. Især Sverige og Sovjetunionen går forrest i udviklingen af denne teknologi.

Ellers foregår det meste af forskningen i USA, hvor især Motorola og Bell konkurrerer om at gøre telefonerne stadig mindre og mere effektive. Da Dr. Cooper afprøver sin prototype stående på Sixth Avenue i New York, er der dog stadig langt til det vi i dag forestiller os ved en mobiltelefon.

Coopers telefon er ganske vist mulig at holde med én hånd, men den vejer mere end et kilo og kræver mere end 10 timers opladning for at levere 30 minutters taletid.

Det største problem er, at det eksisterende mobilnet på dette tidspunkt er så lidt udbygget, at Coopers mobile system med sin svagere modtager stort set kun virker, når man står lige ved siden af en radiomast.

Trods den spæde begyndelse, er der dog ingen tvivl om potentialet for håndholdte mobiltelefoner, men først efter ti års udviklingsarbejde og udbygning af mobilnettet kommer Motorolas første moderne mobiltelefon DynaTAC 8000x i handelen den 6. marts 1983.

På det tidspunkt er prisen, der lyder på 3995 dollars (over 50.000 kr i dag) med til at sikre, at mobiltelefoner kun er for den absolutte overklasse, men teknologien er på plads, og de kommende årtiers udvikling bringer den mobile teknologi ud til alle samfundslag over hele verden.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


03. apr. 2012 - 11:51   03. sep. 2012 - 10:59

Historie