I Venezuela afsætter et militærkup den folkevalgte præsident Hugo Chavez. Men de glemmer, hvor populær han er blandt folket, så kuppet slår fejl.

Den 12. april 2002 starter et militærkup i den sydamerikanske stat Venezuela. Landets lovligt valgte præsident Hugo Chavez bliver interneret, mens militær og politi sættes ind imod de massive folkelige protester imod kuppet.

I stedet indsættes en borgerlig regering under ledelse af formanden for arbejdsgiverforeningen, Pedro Carmona.

Chavez’ forbrydelse er, at han er gået op imod kapitalens interesser og har nationaliseret olieproduktionen, som er den femte største i verden.

Hugo Chavez’ politik går under navnet den bolivarianske revolution og har blandt andet medført betydeligt bedre levevilkår for Venezuelas millioner af fattige.

Lige så populær som Chavez er hos den brede befolkning, lige så hadet er han af borgerskabet, som blandt andet bruger samtlige privatejede medier til konstant at kræve Chavez afsat.

Kuppet den 12. april er den foreløbige kulmination, og »Verdenssamfundet« med USA i spidsen er ikke sene til at hilse den borgerlige kup-regering velkommen.

Alligevel går alting ikke, som kupmagerne forestiller sig. De menige soldater, som generalerne bag kuppet har  støttet sig på, vender våbnene om ved midnat den 14. april og stormer Miraflorespalæet, hvor kupregeringen holder til. Chavez bliver genindsat den næste dag.

USA's rolle i det mislykkede kup er aldrig blevet klarlagt, men det er en kendsgerning, at den amerikanske regering først fordømmer kuppet, efter at Chavez er genindsat.

Som noget helt sensationelt kan vi i dag følge begivenhederne i de dage på nærmeste hold, takket være et irsk filmhold, der bliver fanget midt i begivenhederne  omkring Miraflores.

Det er der kommet en fantastisk dokumentarfilm ud af, kaldet »The revolution will not be tele­vised«.

I dag kører den bolivarianske revolution stadig videre i Venezuela til trods for kapitalens indædte modangreb.