SF’s problem er ikke, om det er et arbejder– eller folkeparti, men at det mangler en klar analyse af kapitalismen og systemets magtstrukturer.

I dag er det hundrede år siden, at Titanic fik siden flænset op under vandlinjen af et isbjerg. De overmodige ingeniører og den sorgløse kaptajn havde fejlvurderet de store systemer af isbjerge og havstrømme.

Den moderne rationelle industrielle verden fik et hak i tuden. Hævnen blev sat ind – den termiske hundredårskrig mod isen har ført til et varmere klima, der har sendt isen på hastig retur.

Der er store kræfter derude i de bærende systemer, uanset om de befinder sig i det, der kaldes naturen eller i det som er samfundet. Man skal virkelige læse dem omhyggeligt, vide hvordan de virker samt forstå deres hensigter, styrke og vilje til modstand.

Ingen fløjkrig i SF

Lige nu holder SF sit landsmøde. Det ville være synd at sige, at der ikke er varmet op til det i medierne, som helt forudsigeligt har sat en dagsorden der hedder: splittelse og fløjkrig. Det er nu engang den fortællefigur, de har for den slags.

At partiet så selv har lagt brænde på bålet med besynderlige diskussioner om, hvorvidt SF skulle være et hele folkets parti eller arbejdernes parti, er måske heller ikke så overraskende. At tale om fløjkrig er at overse partiets egentlige problem.

Det ville være forkert at tale om to forskellige SF’er. Ét inden deltagelsen i regeringen og ét andet efter. Det er meget nemt at forstå, at et parti ikke kan gøre sit program til et regeringsgrundlag med to andre partier, hvor det ene er midterpartiet Socialdemokraterne og det andet er det borgerlige Radikale Venstre. Der må gives og tages.

SF har flere problemer. For det første mangler partiet et principielt funderet socialistisk program til at opfylde sin målsætning om et socialistisk samfund. Der må være en analyse af magtstrukturen og en indsigtsfuld angivelse af perspektivet i et samfund, som ikke er kapitalistisk, men netop socialistisk.

For det andet er SF hverken baseret på folkelige bevægelser eller arbejderbevægelsen. Uden bevægelserne har partier ingen styrke. Nu er SF henvist til den – ikke opmuntrende bevægelse – i meningsmålinger, som, ved siden af spindoktori, er blevet den primære kilde til indflydelse i den borgerlige parlamentarisme.

Afmagt

Uden anker, maskinkraft, kompas og styring er det ikke underligt, at SF’s folketingsgrupper og dermed partiet driver for vind og strøm. Alle er begyndt at øse. Partiet har overtaget en lang række af de usolidariske tankesæt, som Socialdemokraterne og Radikale Venstre sætter i søen. De er dobbelt begrundede:

For det første med, at der er krise, og at de dermed er uundgåelige. Vi får både et opgør med de universelle rettigheder, som netop er til forskel fra almisser, og relanceret det neoliberale greb, som etablerer en økonomisk ramme omkring isolerede områder.

Som for eksempel førtidspensionen, hvilket betyder at det der tages fra nogle, skal bruges til nogle andre. Den samme model var i brug ved betalingsringen, hvor indtægterne skulle gå til kollektiv trafik.

For det andet er den partielle solidaritet, som erstatning for de universelle rettigheder, angiveligt også udtryk for en moderne socialisme.

Netop som SF kom i regering, trådte EU for alvor ind i en ny fase. Konstruktionen er ramt under vandlinjen og er ved at kaste både kvinder og børn, tilmed også mænd, over bord.

Unionen degenererede, inden den kom ud og sejle. Redningsaktionen i forhold til de sydeuropæiske lande har ført til politiske og økonomiske stramninger, der rammer alle – både de, der arbejder og de 30 millioner uden job.

Det er en meget markant situation, hvor der er opstået folkelige bevægelser. Jeg har ikke set aktiv støtte til dem fra SF. De kæmper ellers også for vore muligheder for at lave samfund. Går man mod bevægelserne, går man ned.

SF’s grundlæggende problem er, at partiet ikke har en analyse af kapitalismen og systemets magtstrukturer. Kun et socialistisk perspektiv – og hvad det er i dag, er selvfølgelig en brandgod og nødvendig diskussion – kan give et parti kurs og magt.

Tesfayes tese om, at SF skal være et »folkeparti, hvor folk kan genkende sig selv«, er for så vidt sympatisk, men folk har både brug for visioner og organisering af bevægelserne, der fører frem mod et socialistisk samfund.

-sam