Københavns filmfestival CPH PIX er godt i gang, men årets retrospekt, den avantgardistiske Carmelo Bene, er en lunken affære.
af Benjamin Nehammer
Er man i forvejen ikke til kunstfilm skal man holde sig fra årets retrospekt på CPH PIX, italienske Carmelo Bene.
Han opfylder stort set alle de fordomme, man kan have om genren. Hans film er utilgængelige, højstemte og lidenskabelige udi det kvalmende.
Samtidig er Benes filmsprog kreativt og ekspressivt, og ved en intens leg med farver, klipning og billedkomposition opnår han trods alt at påvirke sit publikum.
Blot sidder man tilbage med en følelse af at påvirkningen stammer mere fra filmisk og intellektualiseret gøgleri end indsigt og kvalitet.
Bene kan det ene øjeblik finde på at præsentere os for et billede af en mand der poetisk stirrer ind i en hvid væg, det næste for en tyk dame med bare bryster – alt imens en eller anden læser op af en bibel, eller måske noget Freud.
Der formodes at være en sammenhæng, og den skal nok være klog og symbolsk, men i sidste ende er det meningsløst. At se en Carmelo Bene film føles lidt som at blive talt ned til af en idiot.
At udleve fordomme
For eksempel er Bene i Don Giovanni (1970) mere interesseret i at udtrykke den lidenskab, eller mangel på samme, som Don Juan føler end i at opbygge en egentlig fortælling eller en indsigt i karaktererne.
Fred være med det, det har mange fantastiske instruktører gjort før og siden, men skal lidenskaberne tages seriøst, skal vi også kunne mærke dem. Det kan vi ikke.
Enhver følelse og enhver replik begraves i hektiske klip og et væld af røde farver, og den slags får os, hvor filmteoretisk interessant det end måtte være, ikke til at føle noget som helst. Som videokunst havde det her været spændende, som film er det dårligt.
Men er man mere end almindelig filminteresseret, skal Bene opleves. For man kan mene om ham hvad man vil, men manden var original.
Den bedste af de film, der indtil videre er blevet vist på PIX, er One Hamlet Less, som i 1973 var nomineret til Guldpalmen i Cannes. One Hamlet Less går 19. april i Cinemateket, og har endvidere den fordel,at den kun varer 68 minutter.
Mange nye titler
Men filmfestivalen er heldigvis omfattende, og der er meget mere at hente fra de mange nyere titler i årets program.
Tyske Fred Kelemen har en fortid som filmfotograf for selveste Béla Tarr, en af de mest anerkendte filmkunstnere i dag, og det er tydeligt at se i en film som Frost (1997).
Tempoet er skruet helt i bund – filmen varer over tre timer – men det gør ingenting når billederne ser ud som de gør. Kelemen dvæler ved sine dystre og velkomponerede iscenesættelser så længe, at der er tid til at gå på opdagelse i detaljer, mens man lader hele Kelemens mareridtsvision synke ind i kraniet. Det er forfærdende, og det er stærkt.
Kelemen er i år repræsenteret med yderligere to film, Fate og Nightfall. Han vil selv være tilstede til visse visninger og tage imod spørgsmål fra publikum.
Film fra virkeligheden
I en ganske anden genre finder vi Dardenne-brødrene, som har vundet Guldpalmen hele to gange og sagtens kunne have vundet igen for deres nye film, Drengen med Cyklen (2011).
Her er en film så underspillet, at man let kunne have overset dramaet, hvis ikke det var så godt opbygget.
Den oprørske dreng Cyril leder efter sin far. En dame ved navn Samantha ender tilfældigvis med at hjælpe ham og tager ham hurtigt til sig.
Drengen med Cyklen er socialrealisme og blæses aldrig kunstigt op, og derfor rammer historien os så meget desto mere.
Næsten ligeså ny er Dogtooth af græske Yorgos Lanthimos. Dogtooth kunne også kaldes underspillet, men er langt fra socialrealisme. Her er vi ovre i det tragisk-absurde.
Historien er centreret om en familie, hvor børnene aldrig får lov at forlade hjemmet. Alt, hvad de ved, har forældrene fortalt dem, og forældrene har løjet om en hel del. Blandt andet om at alt uden for hjemmet er livsfarligt.
Dogtooth er en medrivende, skræmmende og morsom skildring af menneskets forhold til sprog og omverden, og er samtidig en uhyggelig påminder om, at mennesket accepterer den virkelighed det stilles overfor.
Nåede man ikke at se Dogtooth tilbage i 2009 må man for alt i verden gøre det. Om man vil grine eller græde er op til en selv.
CPH PIX kører frem til 29. april, og programmet kan downloades på cphpix.dk.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
