Der ligger en stor og veludtænkt plan bag det Osmanniske Imperiums masseudryddelse af det armenske mindretal.

I adskillige hundrede år har Osmannerne hersket over størstedelen af Mellemøsten, men i disse år bevæger imperiet sig hastigt imod sin undergang.

Det Osmanniske Imperium har altid diskrimineret alle ikke-tyrkiske befolkningsgrupper groft. Det er gået særligt hårdt ud over armenierne, der udover at tilhøre en anden etnisk gruppe også er kristne og dermed ikke omfattet af Shariaen, den fælles lov, der gælder for alle muslimer.

Selv efter de såkaldte »Unge Tyrkeres« revolution i 1908, der moderniserer det gamle sultan-styre, bliver forholdene ikke bedre for armenierne, tværtimod.

I 1914 går det Osmanniske Imperium ind i Første Verdenskrig på Tysklands og Østrig-Ungarns side og indleder et felttog imod Rusland for at erobre de rige oliefelter ved Baku. Allerede ved det første store slag i december samme år ender felttoget dog med nederlag, og derefter er hæren fanget i en udsigtsløs krig, den ikke har chance for at vinde. Den armenske befolkning i det krigshærgede område kommer til at betale prisen for de osmanniske magthaveres desperation.

Efter en serie indledende lokale overgreb bliver en nøje tilrettelagt plan sat i værk den 24. april 1915. På denne dag bliver omkring 250 armeniere fra den intellektuelle overklasse arresteret. Dermed forsøger magthaverne at kvæle alle kritiske røster.

I løbet af den næste måned gennemføres en udrensning af hæren, hvor alle armeniere enten bliver henrettet eller overført til tvangsarbejde. Samtidig bliver en række love vedtaget, der reelt fratager armenierne retten til såvel deres jord og ejendele som retten til livet.

En virkningsfuld propaganda bliver også sat i værk. Den stempler hele det armenske folk som russer-venlige forrædere, og kun meget få protester bliver hørt, mens folkemordet står på.

Det næste skridt i udryddelsesprogrammet består i, at så godt som hele den armenske befolkning bliver tvangsforflyttet til 25 koncentrationslejre i den østlige del af det, der i dag er Tyrkiet.

Under disse dødsmarcher får de deporterede hverken vådt eller tørt, og bliver udsat for alle tænkelige overgreb både fra deres vogtere og fra lokalbefolkningen i de områder, de passerer igennem.

Mange af overgrebene bliver begået af et andet undertrykt folk, nemlig kurderne, der er blevet lokket og presset af den tyrkiske overmagt til at fungere som armeniernes bødler.

Efter afslutningen af Første Verdenskrig og det Osmanniske Imperiums sammenbrud i 1918 bliver der gennemført en række krigsretssager mod nogle af de ansvarlige for folkemordet, men kun et fåtal bliver dømt, og folkemordet bliver først og fremmest forsøgt tiet ihjel.

Den dag i dag er det i Tyrkiet stadig forbudt at tale om uhyrlighederne. Den officielle tyrkiske politik er, at det aldrig fandt sted.

I nyere tid har der været en del diskussioner om, hvor vidt folkemordet på armenierne faktisk er det første af sin slags. Man kunne lige så vel hævde, at det var folkemord, når en lang række europæiske lande udryddede de indfødte folkeslag i kolonierne.

Ikke desto mindre er begivenhederne fra 1915–17 det første eksempel på, at udryddelsen har foregået efter én samlet plan, der kun har haft til hensigt at fjerne et folkeslag fra jordens overflade.