Filmfestivalen CPH PIX byder på nye græske film som overrasker og forundrer, men også på nyere amerikanske, som skuffer og fordummer.

En af skaberne af den nye bølge af besynderlige græske film er Yorgos Lanthimos. Hans seneste film, Alps, handler om fire mennesker, der kalder sig »Alperne« og som tilbyder en speciel ydelse: Har man mistet en pårørende, kan man hyre en af dem som stand-in for den afdøde.

Fra filmen

Filmfestival

af Benjamin Nehammer

Der har de sidste år været megen snak om en ny græsk bølge af film. Det skyldes et stigende antal græske film af høj kvalitet.

Hvorvidt de film, der refereres til, udgør en samlet strømning, er svært at sige. Selv benægter den måske vigtigste af de nye græske instruktører, Yorgos Lanthimos, at der skulle være tale om noget sådant.

– Der er ingen fælles filosofi, hvilket er en god ting, synes jeg, udtaler han til The Guardian.

– Fællestrækket er at vi ikke har nogen finansiering, så vi er nødt til lave vores egne meget billige, meget smalle film.

Af samme grund har »bevægelse« ikke rigtig noget navn, men ét bud er da dukket op: Greek Weird Wave.  (Besynderlig græske bølge, red.).

Hvem der først er kommet på den betegnelse er ikke til at vide, og som Lanthimos selv antyder bør den bruges med en vis tøven. Alligevel cirkulerer den i høj grad på nettet og i den trykte presse.

Det underlige og det overraskende

Uanset hvem der har hittet på navnet, må man give vedkommende ret: Filmene er underlige.

Der er Lanthimos’ nye film Alps (2011), der ligesom Dogtooth og Kinetta (2005) vises på årets filmfestival.

En gruppe på fire, som kalder sig »Alperne«, tilbyder en ganske særlig ydelse: Har man mistet en pårørende kan man hyre en af dem som stand-in for den afdøde.

Men det bemærkelsesværdige ved Lanthimos’ er ikke blot hans historier. Heldigvis. Han præsenterer os for sine bizarre emner på kølig vis.

Her er ingen unødig understregning af dramatiske følelser, ingen langsom zoom på den tårevædede kind, men i stedet et statisk kamera der nådesløst og tålmodigt viser os Lanthimos’ mærkværdige verden.

Alps er umiskendeligt lan­thimosk. Under en film har man visse forventninger til, hvordan det næste billede vil se ud. Det foregår muligvis ubevidst, men som seer er man blevet vant til mange konventioner. Eksempelvis forventer vi under en dialog at der altid klippes til den talende, og at denne rytme suppleres med et billede af begge karakterer.

Læg mærke til hvordan Lanthimos konstant bryder de forventninger. I dialog kan han benytte sig af konventionel klipning, men vi får ikke lov at hvile ret længe. Fra et cafébesøg kan vi ryge direkte til et blodigt trafikuheld, fra en elskovsscene kan vi pludselig befinde os midt i et selvmordsforsøg. Lanthimos overrasker. Ikke med ligegyldige effekter og overdrevne manerer, men med chokerende billeder, bizarre historier og kreativ klipning.

Samme mærkværdige stil finder man i landsmanden Babis Makridis’ film L (2012), som er skrevet af Efthymis Filippou, forfatteren bag Dogtooth og Alps.

Historien i L er noget broget, særligt fordi Makridis lader meget stå uforklaret hen, men den omhandler en dygtig chauffør, som er blevet hyret til at hente honning til en mand ved navn Boss.

L er med andre ord en mærkværdig film. Den vinder ved modet til at dvæle ved sin drømmeagtige logik. Som når en mand ved navn Black Rider får lov at holde tale om hvorfor bilister er onde og motorcyklister gode, eller når filmens hovedperson Man synger en flere minutter lang sang om sejlads.

Amerikanske skuffelser

På filmfestivalen er der nyt fra den amerikanske instruktør Todd Solondz, manden bag Happiness (1998).

Happiness bærer Solondz’ klare kendetegn: En morbid blanding af tragedie og komik. Hans nye film hedder Dark Horse og er en skuffende affære.

Abe (Jordan Gelber) er i slutningen af trediverne og bor stadig hos sine forældre. Han er dum, selvfed og irriterende. Da han forelsker sig, er det ikke gengældt. Det forstår man godt.

Hvad vi ikke forstår er, hvorfor vi skal tilbringe halvanden time i hans selskab. Den usympatiske hovedperson er muligvis en del af Solondz’ lidt kedsommelige pointe om, at Hollywood laver for glade film.

Det kan han have ret i, men man kan godt forvente sig mere af en film end blot en lektie om tilstanden i nutidens filmbranche. Man kunne, når nu Solondz fylder sin film med jokes, forvente at grine lidt. Men vittighederne er åbenlyse, og Abes dumhed bliver aldrig hverken morsom eller tragisk.

Grinagtig er til gengæld Abel Ferraras seneste film 4:44 Last Day on Earth. Grinagtig som i »Ha, sikke en elendig film«, som min sidemand udstødte efter filmen.

Som titlen gør klart, handler 4:44 Last Day on Earth om jordens undergang. Det gøres meget tydeligt for os, at årsagen er klimaforandring, og hele filmen ligner mest af alt et reklamefremstød for Al Gore.

At ville gøre opmærksom på klimaforandring er sympatisk nok, men at fylde en dommedagsfilm med skamløs produktplacering er utilgiveligt og klamt.

Cisco (Willem Dafoe) tilbringer den sidste dag i sit liv i sin lejlighed med kæresten, som er maler. Han bruger det meste af sin tid på at dyrke sex og ringe til sine venner over Skype.

Eller på sin iPhone, som Apple har lavet. Eller også ser han film på sin iPad, som Apple har lavet. Og nå ja, så skyper han i øvrigt på sin MacBook. Som Apple har lavet.

Ja, sikke dog en elendig film.

CPHPIX – Københavns Internationale Filmfestival.

Til søndag 29. april.

Læs mere på cphpix.dk