16 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Kampen mellem erindring og glemsel

Kampen mellem erindring og glemsel

Onsdag, 25. april, 2012, 12:24:53

»Teheran Mon Amour« er multi-teater af den slags der knipser de små grå celler i sit spil mellem fakta og fordomme, håb og resignation.

»Teheran Mon Amour« er multi-teater af den slags der knipser de små grå celler i sit spil mellem fakta og fordomme, håb og resignation.
Malle Madsen

Teateranmeldelse

af Gert Poder

Irans islamiske republik henretter homoseksuelle mænd, fordi de udgør en trussel mod Guds trone. Det er selvfølgelig både forkasteligt og grusomt.

Det religiøse rationale bagved er, at Allah har givet mænd den skabende kraft. De er derfor øverst, også i forplantningen. Kvinder har rollen som modtagende og passive. Ergo skal de ligge nederst.

Når mænd elsker med mænd, må den ene påtage sig kvindens rolle. Hvis det sker, som det skete i den bibelske fortælling om Sodoma og Ghomorra, kan det true det, der bærer livet. Som troen.

Hvis den svenske skuespiller Daniel Norbacks stykke Teheran Mon Amour på Får302’s dagligstuescene kun havde handlet om det, var det sikkert uudholdeligt. Det er det gudskelov ikke, fordi det handler om så meget andet.

Her brager hukommelsens golde viden ind i menneskets behov for at boltre sig i glemsomhedens frigjorte lyst.

Hiroshimas galskab

For det første handler stykket om en film, der handler om en film – Hiroshima Mon Amour.

I 1959 ville den franske filminstruktør Alain Resnais lave en dokumentarfilm om kampen mellem hukommelse og glemsel, set i Hiroshima-bombens perspektiv. Men opgaven blev for svær.

I sin desperation henvendte han sig til den franske forfatter Marguerite Duras, der var født og opvokset i Vietnam. Hun var tidens førende skribent om den moderne kvindes seksualitet og var berømt for sine dialoger.

Resultatet blev dét, der siden er døbt filmhistoriens største kærlighedsfilm. Historien om mødet mellem en fransk skuespillerinde og en ung japansk arkitekt blev en sensation over hele verden og starten på den »nye franske bølge«.

Den skildrer dokumentarisk bombens effekt, men sætter samtidig fokus på menneskets evige trang til det ophøjede. Som kærligheden.

Teherans vanvid

I Teheran Mon Amour brager nord og syd sammen gennem to mænd. Den danske filminstruktør Erik (Daniel Norback) har mødt Ali (Farid Tristan-Sohrabi), en ung iransk arkitekt, i Teheran.

Stykket starter i et ømt og intimt øjeblik efter en hed nat på et hotelværelse. Erik skal hjem til sit sikre liv som homoseksuel i København, men han rejser fuld af angst for sin vens skæbne.

På scenen viser Erik dels kærlighedsfilmen om Hiroshima, dels hans egen om at være homoseksuel i Iran. Den handler om undertrykkelse, tortur og dødstraf – Helvede på jorden.

Men måske er hans angst en illussion. Er dette også Alis helvede. Er den iranske virkelighed en anden end den skandinaviske? Er der et håb.

Hiroshima-filmen endte med en anti-atom march, men hvordan slutter Eriks film? Kan en film om en homoseksuel kærlighedshistorie i Iran ende lykkeligt?

Der er mange lag i Teheran Mon Amour, og man bliver ustandselig smidt af. Men det er også et meget morsomt stykke, der sætter religiøst vanvid op mod nordisk paranoia.

Samtidig blander videodesigner Helle Lyshøj og lyddesigner Tobias Stål med sikker hånd de forskellige medier. Sammen med den velresearchede tekst holder det stykket i omdrejninger.

Det er magisk teater, fordi der hele tiden er to døre at åbne, to håndtag at dreje på, to slags virkelighed og fordomme.

For hvis vi hele tiden begraver os i viden om fortidens grusomheder, så dør også troen på en happy ending, og kan vi leve med det?

Teheran Mon Amour. Instruktion: Daniel Norback. Får302, Toldbodgade, København. Til 9. maj.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


25. apr. 2012 - 12:24   03. sep. 2012 - 11:07

Teater