16 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Guderne skaffede 61 fridage – fagbevægelsen 84

Guderne skaffede 61 fridage – fagbevægelsen 84

Tirsdag, 01. maj, 2012, 00:58:20

1. maj og 83 andre fridage er indført over 70 år i navn af den organiserede arbejderbevægelse. Tak til Marx og Stauning, Pio og Bæhring.

af Anders Laubjerg

I 1770 nedsatte Struensee en helligdags-sanerings-kommission, og den tog godt fat.

Kommissionen fremførte den grove påstand, at datidens bønder kun brugte helligdagene til druk, hor og spil, hvorfor 11 helligdage blev gjort til arbejdsdage.

Arbejdet – sagde man – ville »forebygge laster« og »fremme pengenes cirkulation«.

Afskaffet som fridage blev blandt andet Hellig Trekongersdag, Alle Helgensdag, Skt. Hansdag, Mikkelsdag, Maria Bebudelsesdag og Maria Renselsesdag.

Selv kom Struensee to år senere på hjul og stejle ude på Øster Fælled. Arme og ben blev skilt fra kroppen og sat på hjul. Hovedet på stejle. Så ku’ han lære det!

»Store Hvededag« undslap sparekniven fra Helligdagskommissionen, og indgår den dag i dag som én ud af 145 »hellige« fridage om året.

52 af disse dage kan vi takke jødedommen for. Cirka 1300 år før vor tidsregning kom Moses ned fra Sinais Bjerg med to stentavler. Tavlerne indeholdt en række bekendtgørelser, som eftertiden har samlet i De ti Bud. Èt af budene lyder, at du skal huske sabbatdagen, den syvende dag, og holde den hellig: »Da må du ikke gøre noget som helst arbejde, hverken du selv eller din søn eller datter, din træl eller trælkvinde, din okse eller dit æsel. Husk at du selv var træl i Ægypten«.

Jesus Kristus kan vi takke for yderlige otte hellige »fridage«: jul, påske, pinse og så »flyverdagen«.

Fra hedensk tid har en enkelt dag overlevet op til i dag. Nytårsdag. Tak Odin og Thor!

Vi er nu oppe på 61 fridage indskrevet i dagens samfund i gudernes navn.

Nationen har kastet en enkelt fridag af sig: Grundlovsdag.

Vi mangler endnu at sætte navn på 84 fridage. De kommer nu: 52 arbejdsfrie lørdage, fem ugers ferie, fem fridage, 1. maj og 24. december. Alle fridagene er indført over 70 år i navn af den organiserede arbejderbevægelse. Danske lønmodtagere organiseret i fagforeninger trumfer samtlige guder, kejsere og konger. Tak til Marx og Stauning, Pio og Bæhring.

Så er det bare et enkelt problem tilbage. Jeg tænker på de radikales fritænkeri, som jeg kan læse om hver dag i aviserne. Skal vi afskaffe arbejdsløsheden, er vi nødt til at øge arbejdskraftudbuddet!  Skal vi have råd til at fastholde alle de hellige fridage, så er vi nødt til at afskaffe nogen af dem – for eksempel Store Bededag.

Kære regering! Det er nu, I skal tænke på, hvor Struensee endte sine sidste dage.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


01. maj. 2012 - 00:58   03. sep. 2012 - 10:59

Historie