Den 2. maj hersker der en nærmest revolutionær stemning blandt arbejderne, og en ny stor demonstration i protest mod politiets brutalitet sætter sig i bevægelse.

»Den dag blev i Nakskov en blodig leg, i morgen måske er det dig og mig. Os røver man ikke hvor ret«, står der i »Stormsangen«, den danske gendigtning af »Der Rote Wedding«.

De begivenheder i Nakskov, der refereres til i sangen, finder sted i det første dage af maj 1931.

Med depressionens indtog i Danmark i 1930 er arbejdsløsheden steget voldsomt i arbejderklassen, og i vintermånederne står op mod 50% procent af Nakskovs arbejdere uden arbejde. Til gengæld giver sæsonarbejde næsten fuld beskæftigelse i nogle få måneder om sommeren.

De arbejdsløse har naturligvis hverken lyst til eller mulighed for at frabede sig sæsonarbejdet, men de få måneders beskæftigelse gør, at de fleste mister retten til understøttelse resten af året. Især går det hårdt ud over de unge, der aldrig når at blive berettigede til støtte fra a-kasserne.

Til trods for massivt pres fra De Arbejdsløses Organisation, DAO, nægter det socialdemokratiske flertal i  byrådet i Nakskov at sætte en plan i værk for at hjælpe de nødstedte, og i foråret 1931 er stemningen i byen på kogepunktet.

Danmarks Kommunistiske Parti har indkaldt til en stor protestdemonstration den 1. maj, men den 30. april beslutter Nakskovs politimester at forbyde kommunistiske demonstrationer og 1. maj møder.

Da flere tusinde arbejdere alligevel vælger at møde op til demonstrationen, ender det med voldsomme kampe med politiet.

Næste dag den 2. maj hersker der en nærmest revolutionær stemning blandt arbejderne, og en ny stor demonstration i protest mod politiets brutalitet sætter sig i bevægelse. Da demonstrationen passerer forbi politihovedkvarteret i byen, giver politimesteren betjentene ordre til at skyde på demonstranterne, hvis de forsøger at trænge ind.

Så vidt kommer det ikke, men i stedet slår demonstrationen ring om stationen og belejrer ordensmagten. Sent på aftenen ankommer forstærkninger, der får kæmpet sig frem til politistationen, men også disse bliver spærret inde. Først da hæren bliver sat ind lidt over midnat lykkes det at splitte demonstrationen med bajonetter og trusler om at åbne ild.

Næste dag foretager politiet systematiske masseanholdelser af kommunister og andre »skadelige elementer«. De fleste slipper med bøder, som de dog alligevel kommer til at sidde af i fængslet, da ingen af de arbejdsløse har råd til at betale. Ni såkaldte hovedmænd bliver idømt mellem fire måneder og to års fængsel, og dermed er Nakskov-oprøret effektivt blevet kvalt af ordensmagtens jernnæve.