23 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Folketinget undersøger mediernes ansvar

Folketinget undersøger mediernes ansvar

Onsdag, 09. maj, 2012, 10:23:52

Retsudvalget og Kultur­udvalget holder i dag en fælles høring om presse­etik og medieansvar. Det kan føre til indgreb i pressens frivillige aftaler.

Det vakte en del opmærksomhed, da forhenværende miljøminister Karen Ellemann greb journalister fra Ekstra Bladet i at gennerode hendes husholdningsaffald. Den slags bør overlades til professionelle, som disse to kommunale medarbejdere fra Vej &Park i Kolding.
affald.mediajungle.dk

Medlemmer af Folketingets Kulturud valg og Retsudvalg skal i dag høre en række medieeksperter og jurister fortælle om presseetik og mediernes ansvar.

Det er den foreløbige kulmination på en debat om især den kulørte presses behandling af forskellige personsager.

Dækningen af Henriette Kjærs privatøkonomi og sagen om Ekstra Bladets tømning af daværende miljøminister Karen Ellemanns skraldespand er blevet nævnt som årsager til, at politikerne nu vil stramme op på de frivillige presseetiske aftaler.

Både Socialdemokraterne og Venstre har luftet ideen om, at Pressenævnet skal kunne give bøder til aviser og andre medier, der »hænger« folk uretmæssigt ud. Pressenævnet er det uafhængige nævn, der tager stilling til, om et medies behandling af en sag er i overensstemmelse med god presseskik ifølge medieloven fra 1991.

– Vi har set eksempler på, at folk bliver hængt ud i historier, som viser sig at være usande. Efterfølgende bliver det så berigtiget på side 17 med en lille notits. Det skal stoppes, siger socialdemokraternes medieordfører Mogens Jensen til Journalisten.

Han er blandt fortalerne for, at en rettelse skal bringes samme sted som den historie, der har krænket de presseetiske regler.

Hans kritik afvises af Morgenavisen Jyllands-Postens chefredaktør.

– Politikerne har ikke erkendt, at vi i redaktørkredse er blevet enige om fast at rette på side 2. Det er simpelthen ikke længere rigtigt, at hvis man hænger nogen ud på forsiden, så kommer rettelslsen som en notits på side 17, siger chefredaktør Jørn Mikkelsen.

Der tegner sig et flertal for at øge Pressenævnets beføjelser på tværs af Folketinget. Socialdemokraternes forsalg bakkes op af Venstre, der blandt andet mener at det er blevet for svært at klage til Pressenævnet.

– Flere danske virksomheder siger, at de undlader at klage til pressenævnet, fordi det ikke kan betale sig. Det er en god idé at give pressenævnet flere beføjelser, siger Venstres politiske ordfører Ellen Trane Nørby til Jyllands-Posten.

Dansk Journalistforbunds formand Mogens Blicher Bjerregård advarer politikerne mod at pille ved pressens uafhængighed og ytringsfriheden.

– Vi tager ud i verden og fortæller, hvor vigtigt det er med en fri presse. Hvis politikerne begynder sig at blande sig i mediernes redigering, så er den danske presse ikke længere fri. Den er kontrollereet. Der skal ikke være skærpede straffe eller politisk redigeringsret over medierne, siger han til Journalisten.dk.

På dagens høring vil politikerne blandt andet få mere at vide om, hvad de gør i Norge, hvor langt dansk forskning er på området, samt om retssikkerhed og mulighed for oprejsning for udhængte ofre. Forud for høringen har de to udvalg afgivet en fælles beretning.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


09. maj. 2012 - 10:23   03. sep. 2012 - 10:53

Medier